lørdag den 20. september 2008

"Vi tror ikke længere på det!"

Jeg ved ikke lige hvad jeg skal tro og tænke nu. Igår håbede jeg på at idag ville bringe noget godt. Imorgen vil jeg vågne op med erindringen om at idag bare blev noget hø. Lige nu sidder jeg bare lidt og ser tomt frem for mig.

Jeg var inviteret til kaffe med Ghanaudvalget i eftermiddag. Jeg havde glædet mig til at snakke med dem om vores fælles passion for arbejdet i Afrika og om fremtiden og planerne for vores eventuelle udsendelse. Sådan blev det ikke.

Deres møde var næsten afsluttet da jeg stødte til flokken, og hurtigt blev jeg klar over at der hang en truende sky over mig. Efter kaffen snakkede jeg lidt videre med et par af udvalgets medlemmer, og da jeg blev klar over at de ikke længere tror på at der bliver nogen udsendelse af mig til Ghana, kunne jeg bare ikke holde ud at være der mere. Jeg rejset mig bare op og gik. Forlod det, som jeg har håbet på i mange år. Gik fra det, som skulle have været min fremtid. Jeg kan stadig høre ordene inde i mit hovede:"Vi tror ikke længere på det!" Så kort og definitiv lød det, og nu sidder jeg så her.

Jeg er vred, men jeg ved ikke helt på hvem. Jeg er skuffet, men ikke helt klar over hvad jeg skal stille op med skuffelsen. Jeg er helt tom og mat, og orker slet ikke at tale om det. Jeg har mistet lysten, gnisten, glæden. Nu skal jeg til at samle stumperne op. Jeg ved ikke hvordan, og jeg kan mærke at jeg ikke rigtig kan overskue det her. Måske skal jeg lytte til det råd, som man gav til min ryg, da jeg gik i eftermiddag:"Du må tale med nogen." Måske skal jeg bare glemme det hele. Måske skal jeg slet ikke beslutte mig til noget som helst nu.

Desværre kan jeg ikke sove, så jeg vil læne mig tilbage og lade tankerne få frit løb. Om ikke andet, så for at få lidt luft i mit hovede. Min bøn er at Gud vil vise mig vej. Lige nu føles det som om jeg står for enden af en blindgyde. Hvor fører dette mon hen?

5 kommentarer:

  1. Øv nej.
    Hvad er da det for noget (indsæt selv grimme gloser) hø!
    Jeg lider med dig :(
    -Stine

    SvarSlet
  2. Det er ikke dig, vi ikke tror på!!!
    Jeg forstår din frustration, men kan selvfølgelig ikke fuldt ud leve mig ind i den tomhed, du føler.
    Men det er altså finansieringen, vi ikke tror på. Projektet var afhængigt af DMR-U's godkendelse og finansiering af 300.000 kr over 2 år. Den troede vi selv på, indtil det svar vi modtog i sidste uge. Men det er en længere historie - en sammenblanding af nye politiske signaler samt behovs- og projektbeskrivelse fra Fathers Home. Jeg synes, vi var SÅ tæt på, at vores ekstra forsøg på at få projektet op at stå efter besøget i Ghana i marts tydede på at lykkes. Jeg forstår heller ikke helt, hvordan det kan være, at DMR-U så langt hen ad vejen kunne lade os håbe på en finansiering, når de så i den sidste ende alligevel underkender vores projekt.
    Kærlig hilsen Jørgen

    SvarSlet
  3. Et suk der rammer helt ned i maven og bliver der som en tyngende uro.
    Og ord, som ikke kan skrives her, men er sendt på en mail.

    ØV.

    SvarSlet
  4. Selvfølgelig skal du tale med nogle! Du skulle ringe til mig/os!
    Har lige forsøgt at få fat på dig selvom klokken er efter 22... Tænker at du stadig ikke vil tale med nogle, derfor får du besked her.
    Ring! Jeg/vi er hjemme i morgen aften - kan også træffes på mobilen i løbet af dagen.
    Knus og kærlige hilsner
    Henriette og Henrik

    SvarSlet
  5. Jeg har først set det nu - kan kun sige, at jeg er her - langt væk - men stadig kan jeg følge - ja næsten føle - din skuffelse og store undren over begivenhedernes udvikling.

    Det kommer til at tage tid at bearbejde - er alt håb virkelig ude med det svar om finansieringen?

    Pas godt på dig!
    varmeste hilsner og lidt solskin fra Grønland

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...