søndag den 17. maj 2009

Jordemoder

I denne uge gik mit besøg hos det danske sundhedssytem til jordemoder. Jeg går hos de flinke damer i Slagelse. I onsdags kunne jeg således erfare at spunken nu skønnes at veje 1300 gram. Det er en tilvækst på 200 gram på en uge. Ret godt gået, når jeg selv skal sige det. Med den hastighed skulle vi kunne nå at lægge 2,2 kg til inden d. 1. august, og således komme op på en rimelig fødselsvægt. Jeg er godt tilfreds. Den lille behøver jo ikke at komme op på siden af Godwins 4,5 kg.

torsdag den 7. maj 2009

Scanning og kontrol

Idag har Godwin og jeg været i Holbæk. Han er super nysgerrig og vil gerne vide alt muligt. Derfor havde jeg tilbudt ham at komme med til scanning og kontrol idag. Han var vild med ideen (måske især fordi den gav ham en fridag fra skolen!), og tog det hele i stiv arm.

Lægen kiggede ind i maven og så til Esther inde i mørket. Denne gang fik jeg mulighed for at se hendes ansigt. Selv om kvaliteten af sådan et scanningsbillede jo ikke er særlig tydeligt, kunne man alligevel se at hun smilede. Hvor hyggeligt! Hun så fin ud og har vist alle de dele, som man forventer af et lille barn. Hun vokser som forventet, og vejer nu omkring 1100 g. Jeg har hørt om mindre børn, som kom til verden og klarede sig, og det er godt at tænke på at hun nu er så stor, at hun har en fair chance, hvis hun skulle komme ud. Jeg håber naturligvis at hun tager et par måneder til inde i varmen. Tanken er at hun skal komme ud til August, helst ikke så meget før.

På vej hjem købte vi ind, og jeg fejrede dagens succes med at købe mig lidt nyt tøj. Må jeg her bringe en undren, som jeg længe har haft. Der findes særlige tøjmærker, som markedsfører sig med tøj til gravide. Det til trods har jeg endnu ikke fundet noget tøj, som jeg kan bruge. Disse mærker har åbenbart valgt kun at lave tøj til kvinder, som i udgangspunktet er slanke og nydelige. Så findes der tøjmærker, som lever af at producere tøj til tykke kvinder (der findes sikkert en mere politisk korrekt måde at formulerer det på). De tager sjovt nok ikke højde for at nogle af disse tykke mennesker kunne blive gravide. Gad vide om der ikke ligger en helt jomfruelige niche og venter på en entreparnør; tøj til tykke gravide kvinder! Ja, nu sidder du måske og tænker at det må være en meget lille niche, men jeg kan forsikre dig om at jeg ikke er den eneste med dette behov. Alle de besværlige fødsler (læs: tykke kvinders fødsler) i en stor del af Vestsjælland henvises til ambulatoriet i Holbæk, hvor jeg netop har været. Der føler jeg mig blandt ligesindede, om ikke andet så ligedannede. Tænk over det, hvis du overvejer en ny branche.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...