mandag den 13. juli 2009

18 dage endnu

Tiden nærmer sig for alvor, og idag kan jeg tælle til endnu 18 dage før fødslen skal sættes igang. Jeg håber selvfølgelig stadig at det hele vil gå igang af sig selv inden da, men min erfaring fra sidst taler jo ikke ligefrem for det. Godwin kom 3 uger efter termin.

Jeg er ved at være klar til at få det overstået. Der er ikke energi til det helt store mere, og jeg tilbringer en stor del af min tid i sengen, hvor jeg hviler mig medens jeg læser stakkevis af bøger. Det er selvfølgelig meget hyggeligt, men ikke så aktivt, som jeg kunne tænke mig.

Der er stadig et par småting, som skal ordnes inden den lille kommer. I min himmelråbende naivitet gik jeg for eksempel og forestillede mig at jeg kunne købe en sengerand til en rimelig pris. Der tog jeg vel nok fejl! Den meget venlige, men helt humor-forladte ekspeditrice i baby-bixen informerede mig om, at sådan en indretning koster fra 400 kr og op. 400 kroner! For en skumgummi-fidus med betræk... Jeg var helt overbevist om at det kunne lade sig gøre at købe en neutral (læs: kedelig) model til omkring det halve. Men det kan man ikke. Til gengæld kan man få en designer-model for over 600 kr, uden det store besvær. Jeg besluttede mig for at lave en selv, hvor svært kan det mon være? Desværre viste det sig at nettet ikke er den store hjælp i den forbindelse. Jeg vil derfor imorgen forsøge at skaffe mig de fornødne materialet, og derefter improvisere en sengerand. Modigt, men vist ikke helt urealistisk. Jeg har trods alt tidligere syet gardiner, sengetøj, saddelunderlag, skjorter og en mængde poser til sko mm. Det må da være muligt at designe en sengerand til under 400 kr. Jeg lover at melde tilbage, når jeg har gjort mig et sæt nye erfaringer. Der er jo trods alt 18 dage tilbage at løbe på!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...