torsdag den 20. august 2009

Hvad hedder jeg egentlig?

Forleden dag var jeg på kirkekontoret for at registrere Esthers fødsel. I den forbindelse opdagede jeg at jeg i virkeligheden ikke hedder det, som jeg troede jeg hed. Rent juridisk hedder jeg slet ikke Jørnow. Det var lidt af en overraskelse.

Jeg kan huske at jeg i forbindelse med mit bryllup for mange år siden ønskede at beholde mit eget efternavn og tilføje Obasi. Det var i første omgang ikke sket, og jeg klagede derfor og fik det ændret. Derefter modtog jeg mit sygesikringsbevis med alle 3 navne på. Jeg antog derfor at jeg nu hed netop det, som stod på kortet, men der tog jeg fejl! Nu, 14 år efter, bliver jeg så klar over at det slet ikke er tilfældet. Jørnow er kun et postadresseringsnavn. Det betyder at jeg har lov til at kalde mig det, men juridisk set ikke hedder det. Det er jeg naturligvis ikke helt tilfreds med, men den venlige kordegn informerede mig om at jeg kunne ændre mit navn for 440 kr. Stadig ikke helt tilfreds gik jeg igang med at ringe rundt for at få rettet hvad jeg opfattede som en fejl uden betaling. Efter at have talt med både kommune, statsforvaltning samt endnu et kirkekontor, alle 3 i København, hvor jeg boede da vi blev gift, må jeg se i øjnene at det nok ikke kan lade sig gøre. På statsforvaltningen forklarede en venlig med meget bestemt dame mig at det hele havde at gøre med den gamle og den nye navnelov. Ifølge den gamle lov kan man ikke beholde sit eget efternavn, men godt får lov til at bruge det. Ifølge den nye kan det dog godt lade sig gøre at beholde det. Hvis man har fået ændret sit navn under den gamle lov, skal man derfor betale for at få det gjort det juridisk efter den nye lov. Meget smart, hvis man er Staten, som i sidste enden skal modtage mine 440 kr.

Den venlige dame gjorde mig dog opmærksom på at der ikke er nogen grund til at ændre det, da jeg bare kan bruge mit navn som jeg plejer. Nu kender jeg mig selv godt nok til at vide at det vil plage mig at kalde mig et navn, som jeg ikke helt hedder, og før eller siden bliver jeg nok nød til at punge ud og betale for at få mit Jørnow tilbage. Heldigvis kunne det godt lade sig gøre at give det til Esther, som nu faktisk hedder både Jørnow og Obasi.

Hvis jeg kunne bestemme, skulle det være gratis at ændre sit navn, hvis man er havnet i denne klemme. Desværre er der nok ingen, som spørger mig i denne forbindelse, så jeg vil begynde at spare sammen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...