onsdag den 2. september 2009

Esther vokser

Esther 4 uger
Idag havde vi igen besøg af sundhedsplejersken Dagens tal er: vægt 3200 g, længde 51 cm. Det går altså fremad. Dog ikke så stærkt, som sundhedsplejersken ønskede sig. Esther er derfor nu sat på fedekur. Ud over den almindelige amning skal hun nu også have et lille tilskud af modermælkserstatning.

Det gav anledning til en jagt i de fjerneste kroge af køkkenskabene; hvor er mine sutteflasker? Måske tænker du at dem har jeg da nok smidt ud, siden det nu er over 10 år siden jeg brugte dem sidst, men sådan er det altså ikke. Faktisk fandt jeg de 2 flasker, som jeg vidste at jeg havde. Den ene er købt til Godwin, men den anden har jeg haft siden jeg selv var barn. Jeg har ikke brugt den som spæd, men købte den engang på en feriekoloni, hvor vi alle fik den fikse idé at bruge sutteflasker. Jeg kan stadig huske hvilket stort indhug investeringen gjorde på mine lommepenge, men hvad betyder det, når man blot er med på moden?! Jeg slap dog ikke helt for en tur i byen, for der skulle købes friske sutter og mælkepulver ikke at forglemme.

Her til aften har jeg så fodret Esther med den første omgang flaskemælk. Ikke en fuldstændig succes, men hun tog dog modvillige imod 25 ml skøn tempereret pulvermælk. Jeg håber at det giver hende lidt ro til natten, selv om en svag klynken fra soveværelset vist allerede vidner om det modsatte. Jeg må hellere få min skønhedssøvn medens tid er!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...