mandag den 21. september 2009

Mikrobølgeovne, æbler og teologi

Jeg havde besøg af en veninde igår. Hun forklarede venligt sine børn at jeg ikke har skrevet så meget på bloggen, fordi jeg ikke har haft tid, efter at Esther er kommet til verden. Når ret skal være ret så skyldes de relativ få indlæg ikke Esthers ankomst, min den temmelig ringe nyhedsværdi på de ting, som sker i mit liv på barsel. Dog glæder det mig meget, at der findes mennesker, som ønsker at læse mere om mit liv. Lad mig straks honorere denne interesse med et indlæg om løst og fast.

Jeg har netop varmet en rest æblekage fra forleden. Det foregik i min mikrobølgeovn. Ikke i sig selv særlig spændende, hvis ikke det var fordi min ovn næsten er en historie i sig selv. Den stammer fra min brors tid i Ranum Totalentreprise, hvor han arbejdede i en periode i slutningen af firserne, så vidt jeg husker. Han hjembragte ovnen til min mor, som havde den i nogle år. I erkendelse af at hun ikke brugte den så meget, fik jeg lov til at overtage den, og husker at den var en del af mit køkkenudstyr, da jeg i sin tid var gift ('95-'99). Jeg har stadig ovnen, og har egentlig været glad for den. Det er nu hyggeligt med den fine klokke, som med et højt BING bekendtgøre at maden har fået den bestilte tid. Det med tiden er iøvrigt ikke længere så let, for de påmalede tal er efterhånden skallet af. Heldigvis er det ikke så svært at regne tiden ud, for man drejer bare på knappen og tæller stregerne. Ikke noget digitalt eller elektronisk ved det. Man kan endda høre et mekanisk ur tikke i baggrunden, medens mikrobølgerne gør deres værk. Nu er der imidlertid indtruffet den uheldige omstændighed at ovnen ikke længere fungerer tilfredsstillende. Den går simpelt hen ud hele tiden. Ja, ikke helt, for lyset i "kabinen" virker upåklageligt. Desværre stopper uret og dermed bølgerne ustandselig. Man skal stå ved lågen og holde den til, hvis man vil være sikker på at opvarmningen kun tager den foreskrevne tid. Det er jeg temmelig træt af. Især fordi det virker som om tilstanden forværres. Nu kører ovnen kun i ganske få sekunder, før den tager sig en pause. Lidt lige som meget gamle mennesker, som også stadig går på stand-by og lige skal have et puf, for at komme videre. I længden er det temmelig trættende, og selv om maden i ovnen ikke skal have mange minutter, føles det alligevel som spild af tid, at stå der og holde på ovnen, for at få den til at køre. Jer har derfor besluttet mig for at skifte den ud! Ja, jeg vil simpelthen førsøge at købe en ovn til at afløse den gamle. Det er en stor beslutning; husk på at vi har kendt hinanden i næsten 25 år! Iøvrigt er det ikke så let som først antaget. Jeg har læst på lektien i diverse reklameskrivelser, og må konstaterer at mange forretninger har skiftet produktet ud med noget nyt, nemlig en mikro-ovn. Sådan en har jeg slet ikke brug for. Vi laver mad i helt almindelig størrelse, og jeg har svært ved at forestille mig, at det kan være i sådan en mikro-en.

Jeg var til fødselsdag hos Peter Götz forleden. Han har nu rundet de 60 år, og fejrede dagen med en overdådig havefest. Det var dejligt vejr og en meget fin dag. Under en af talerne fik han foræret 3 æsker med te. De havde hver en påskrift, og det var her mine tanker blev udfordret. Jeg er så vandt til at tænke på Tro, Håb og Kærlighed som navneord. Som noget vi skal have. Som noget man skal tilegne sig og dyrke. Men i talen blev det tolket anderledes, og det kunne jeg godt lide. På te-æskerne stod der nemlig: Tro, Håb og Elsk. Altså udsagnsord. Nu er det ikke kun noget man skal have, men noget man kan gøre. Det holder jeg meget af (måske er jeg et gøre-barn). Det fik mig til at huske tilbage på Jim Gustavson, som jeg arbejdede for i Thailand engang. Han sagde altid: "Go do the Gospel! " At gøre evangeliet må være at tro, håbe og elske! Klog tale...

Jeg bor i et gammelt villakvarter. Her er virkelig skønt, og de fleste huse er gamle med gamle haver, høje hække og store træer. Jeg er sikker på at det var højeste havemode at plante frugttræer i haverne, da kvarteret blev anlagt, for på denne årstid bugner det med frugt. I år særlig voldsomt. Flotte ranker af æbler hænger på buede grene ud over hækkene. Blommer og pærer pryder også området. Flere steder må man gå en bue uden om nedfaldsfrugt, hvis man ikke vil have nassede hjul på sin barnevogn (og det vil jeg ikke, for den bor inde i entreen, når den ikke er i brug!). I vores have, som bære præg af at kirken for næsten 10 år siden byggede ud, står kun et enkelt æbletræ. Det bære ikke mange frugter, idet det ikke er særlig stort. Det blev vist plantet i forbindelse med indvielsen af kirkesalen i 2000. Heldigvis havde jeg for et par uger siden fornøjelsen af at deltage i en lille havefest i kvarteret. Der fik jeg kontakt til en masse af de gode folk i nabolaget; dem som ejer alle de flotte frugttræer. Flere af dem tilbød mig æbler, så nu nyder jeg frugten af de andres haver. Når jeg får lyst til at bage en æblekage, sender jeg Godwin med en pose ud på gaden. Hjem bringer han en pose frisk frugt, som jeg forvandler til en kage. Tak til alle jer med æbletræer. Hvor er det godt at bo her!

Kun de mest ihærdige læsere hænger stadig på. Gad vide om de overhovedet findes?

Slutteligt kan jeg melde at redigeringen af min bog Påsken for begyndere nu er begyndt. Jeg har fået den første korrektur tilbage fra forlaget, og har nu lidt at arbejde med. Der skal rettes til og tilføjes lidt her og der. Det er dejligt at få respons, og det glæder mig at nogen vil hjælpe mig med at gøre den bedre endnu. Lige nu er teologien også en udfordring. Jeg håber at jeg kan finde en diplomatisk måde at lande bogen imellem den Lutherske og den Evangelikale teologi. Jeg føler mig lidt på gyngende grund her. Det skal gøres ordenligt, men det skal stadig være i børnehøjde. Det er trods alt en børnebog.

2 kommentarer:

  1. Jeg synes det var dejligt med en opdatering fra Estherland (?)
    Held og lykke med at vænne dig til en ny mikroovn...

    SvarSlet
  2. Dejligt at se, hvad jeg ikke fik med - og foraarsagede - skoent med lidt afveksling her i Berlin

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...