søndag den 4. oktober 2009

Esther 2 måneder

Tænk at der er gået to måneder siden jeg fik Esther... Det synes helt uvirkeligt.

Idag kunne Esther for første gang rulle fra maven om på ryggen. Hun gentog glansnummeret flere gange, så det er ganske vist. Jeg aner ikke om det er tidligt eller sent at mestre denne kunnen, men det er hyggeligt at se de små og store landvindinger, og nu skal jeg til at holde bedre øje med hende, når hun ligger i sit baby-gym. Hun så iøvrigt helt overrasket ud, og var i første omgang lige ved at græde. Senere kunne man ane et strejf at triumf, når det lykkedes hende at gentage successen.

På billedet er Esther iført min sidste produktion, en ribstrikket vest. Jeg får virkelig strikket en del for tiden. Det er noget af det man kan, når man har en sovende baby på skødet. Det gælder bare om ikke at strikke noget, som er alt for stort. Derfor går det kun langsomt fremad med det sjal, som jeg arbejder på. Nu skal det ellers snart bruges, for vejret varsler efterår.

I den forgangne uge havde vi besøg af sundhedsplejersken. Stor var Godwins glæde, da Esther nu vejer 4200 g. Nu er der snart udsigt til en tur i svømmehallen igen. Der er kravet nemlig at barnet vejer over 4 kg. Jeg tror at Esther bliver vild med svømning, for allerede nu er badekaret et stort hit, og jeg fylder tit en masse vand i, så hun rigtig kan svømme. Ugen bød også på Baby Café, denne gang med foredrag om børns motoriske udvikling. Det var rigtig spændende og jeg fik en del nyttige råd. Jeg blev også helt klar over at "gumpning" ikke er et hit. Motorikkonsulenten har sat det som sit erklærede mål at udrydde al "gumpning" i kommunen. Jeg satser på at Esther vil følge den almindelig motoriske udvikling, og nå igennem krybning til kravling helt uden om gumpning. Så blev man så klog!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...