torsdag den 11. februar 2010

Esther som forsøgskanin

Da Esther blev født, blev jeg spurgt om hun kunne være med i et medicinsk forskningsprojekt. Som udgangspunk mener jeg at man bør deltage, når man bliver spurgt. Det er den bedste måde at sikre sig at den type af forskning bliver repræsentativ. Da det oven i købet viste sig at projektet handlede om kosttilskud, som kunne have en gavnlig virkning mod infektioner, sagde jeg jatak. Som en bonus forholder det sig desuden sådan, at den flinke børnelæge er en bekendt, hvis søster jeg har læst sammen med i Sverige for mange år siden.
Igår var Esther til den første samtale i projektperioden. Hun blev undersøgt og fundet helt fin og rask, bortset fra en kedelig forkølelse, som vi ikke helt kan slippe af med. Jeg fik instruktion om hvordan jeg skal give hende dråberne, som måske er gode for hende. Måske er det bare kalkpulver i olie, men sådan er det jo. Jeg skal også føre en infektionsdagbog og sende prøver ind ved sygdom. For at komme godt igang skulle der lige sendes en rask prøve. Den tog jeg igår. Den består af indholdet fra en ble, skovlet op i to små rør, som nu befinder sig i en postsæk et sted i landet. Godt man ikke er postbud! Senere skal der sendes tilsvarende prøver, hvis hun er syg. Lad og håbe at det ikke sker så tit.

Hvis vi er heldige får hun et virksomt stof, som hjælper hende til at bekæmpe maveinfektioner, øreinfektioner og måske også andre infektioner. Jeg er meget spændt på hvordan det kommer til at gå.

1 kommentar:

  1. Spændende! Jeg tillader mig at rose din holdning til den slags forsøg - selv lægger jeg underliv til en testning af en videreudviklet vaccine mod livmoderhalskræft... hvad man dog ikke gør for videnskaben!? Godt det ikke er mig, der skal putte afføring i rør :-)

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...