onsdag den 31. marts 2010

Drivhusdrømme

Sådan et drivhus må jeg bare have i min nye kolonihave. Måske endda en tand større.

Jeg håber at jeg kan finde en flok venlige medhjælpere til at få samlet paladset. Det er nok ikke så let at gøre alene.

Foreløbig skal jeg flyttet de vigtigste planter i køkkenhaven, inden den skal planeres, så jeg kan så og plante i en lidt mindre traditionel stil. Jeg overvejer hassel, bregner, akelejer, pil og så selvfølgelig lidt køkkenhave i højbede.

Der er nok at tage fat på, men nu skal jeg først lige overtage grunden. Jeg glæder mig!

tirsdag den 30. marts 2010

Kolonist igen, hurra!


Så lykkedes det mig endeligt at få en kolonihave igen. Idag har jeg været i Sorø kolonihaveforening og lavet en aftale om at købe have nr. 18. Som du kan se på billederne er det en traditionel have med en kæmpe urtehave, bærbuske og frugttræer. Der er ikke noget hus, men et lille skur med das.

Min hjerne arbejder allerede på højtryk med planer og ideer til havens nye indretning. Jeg har lånt alle de havebøger, som jeg kunne får fingre i på biblioteket, og har allerede flere ark med noter og tegninger. Nu må vi se hvad jeg kan nå i år. Jeg har bestemt mig til ikke at være alt for ambitiøs, men tage tingene lidt hen ad vejen.

Du må endelig komme og besøge os i haven, når vejret en dag tillader det. Hvis du kommer nu, bliver det et kort visit, for det er både koldt og blæsende, og der er ikke noget sted at sidde ned. Det skal nok blive bedre hen ad vejen, og jeg glæder mig virkelig til at komme igang.

fredag den 26. marts 2010

Boganmeldelse

Hvor er dog dog en underlig fornemmelse at vide at folk nu læser og vurderer min bog. Jeg føler mig lidt afklædt, og forstår nu lidt bedre de forfattere, som taler om blufærdighed i forbindelse med deres udgivelser.

Heldigvis skriver UDFORDRINGEN rigtig pænt om bogen, og det er jeg naturligvis meget glad for, og også lidt stolt af.

Jeg glæder mit til at høre hvad du synes, så skriv gerne et par ord, hvid du har læst Påsken for begyndere.

Hold da op, Fru Green!

Jeg ser at du har lukke Greens Gemak, men det er da vist ikke helt 78 år siden, selv om det måske føles sådan. Jeg håber at du finder på noget andet spændende at skrive om. Du har helt sikkert et publikum.

Nogle blogger hyppigere end andre, og af listen fremgår det tydeligt hvem der er mest flittig på tasterne, men, men.... Hvornår var det lige at fænomenet weblog opstod?

Godt at min egen blog ikke står på listen. Jeg er ikke sikker på at den ville nå toppen så tit. Jeg har bestemt mig til kun at blogge, når der faktisk er noget at skrive om, og ikke kun fordi det er ved at være længe siden. Det forklarer måske den noget ujævne fordeling af indlæg over tid, hvis nogen iøvrigt skulle have undret sig over det, endsige bemærket det?

Og nu jeg alligevel skriver om min blog på min blog, den stensikre måde at målrette sin besked til sit publikum, vil jeg bare igen opfordre dig, som læser med, til at skrive en kommentar i ny og næ. Du er altid velkommen, og det gør det hele så meget sjovere, hvis du også gav dit besyv med, og din interesse til kende. Tak for begge dele!

onsdag den 24. marts 2010

Esther har fået en tand!

Den sidste uges klynk, nedsat sult og dårlig nattesøvn har båret frugt, og en lille skarp tak på den første tand i undermunden stikker nu op over gummen. Man kan endnu ikke se den, men lader man Esther tygge på ens finger, kan man forvisse sig om dens eksistens. Jeg mærkede den for første gang for 10 minutter siden og det er tydeligt at der er flere på vej, både oppe og nede. Jeg håber at det hjælper på humøret og søvnen, for det er ved at være lidt anstrengende.

Hun er iøvrigt også efterhånden en mobil dame. Man skal holde skarpt øje med hende, for hun kryber og kravler afsted, og er især interesseret i aviser, ledninger og garnnøgler. Alle ting, som hun helst ikke må få fingere i af forskellige gode grunde. Aviserne spiser hun, ledningerne bider hun i og garnet savler hun helt til. Heldigvis er hun også glad for legetøjet, især det, som laver lyde, så hun er let at bytte med uden de store problemer. Endnu!

lørdag den 20. marts 2010

Godwin har fødselsdag!

Han bliver 12 år.
(Det er næsten ikke til at forstå for hans gamle mor)

 Tillykke med dagen, store unge!

Jeg ønsker dig alt det bedste for idag og for det nye år. Vi lagde ud med amerikanske pandekager til morgenmad, så vi er kommet godt igang.


Send ham gerne en lille hilsen som kommentar til dette indlæg. Jeg er sikker på at det vil glæde ham.

fredag den 12. marts 2010

Rikke i avisen

Foto: Lene Berthelsen

I anledning af bogudgivelsen havde jeg i tirsdags besøg af en journalist. Det var rigtig hyggeligt og vi kom vidt omkring (og så havde jeg også en god anledning til at få ryddet lidt op). Torsdag kom der så en artikel i Sjællandske. Det er blevet til en rigtig fin artikel, som jeg er godt tilfreds med (hvis man ser bort fra et par små faktuelle fejl).

Du kan læse et uddrag af artiklen her, hvor der iøvrigt også er mulighed for debat. Endnu har det dog ikke afstedkommet den store polimik, og det ville også overraske mig meget hvis det gjorde.

Bogen har også fået omtale i ugens udgave af Sorø Posten, hvor man har holdt sig tæt til den udsendte pressemeddelelse. Så er der for alvor noget ved at læse lokalaviser.

torsdag den 11. marts 2010

Der er forår i luften

..og det betyder at min indre gartner begynder at røre på sig. Jeg får en ubendig lyst til at dyrke et eller andet, gerne spiseligt, men næsten lige så gerne pynteligt. Stod det mig helt frit for, måtte det også gerne være tropisk, men det er en helt anden sag.
I denne omgang lod jeg mine grønne fingre vandre hen over tastaturet, og hurtigt googlede jeg drivhus. Resultatet af min søgning blev et nyt ønske til ønskelisten. Det drejer sig om dette herlige drivhus-ligth, et overdækket højbed. Ser det ikke fint ud?

GrowCamp hedder det, og er vist en dansk opfindelse. Jeg kan lige se mig selv dyrke en miniature-have i sådan et fint lille hus. Desværre har jeg ikke nogen have at stille det i, så søgningen på nettet fortsatte til kolonihave, en gammel drøm.

Kunsten er nu at undgå at den grønne kløe tager overhånd, så jeg er gået igang med at lave bønnespirer i en gammel is-bøtte på køkkenbordet. Lidt vækst skal der til. Og så kan man jo drømme så længe.

Sikke en dag...

Jeg vågnede alt for tidligt med Esther fødder mod mine ribben og en tindrende hovedpine. Hurtigt opgave jeg at få ungen til at sove igen, og gav hende lidt at spise. Ved 7-tiden stod jeg modvilligt op og vækkede Godwin. Grød til pigen, brød til drengen og en lille bid til den skrantende mor, og så tilbage i sengen igen. Godwin gjorde sig selv klar og gik i skole. Jeg husker svagt en hilsen gennem døren til mit soveværelse.

Jeg forsøgte at lokke Esther til at sove tidligt ved at tilbyde hende en flaske, men så let skal det ikke være. Til sidst vendte jeg mig med hovedet i fodenden, ren Pippi Langstrømpe. Esther boksede med mine ben og jeg slumrede, men slet ikke nok til at få bugt med den stadig ødelæggende hovedpine. Til sidst gav jeg op, igen, og vi stod op. Jeg droppede dog tanken om Baby Svømning, selv om vi begge plejer at nyde det.

Esther legede på gulvet, og jeg hvilede hjernen med et spil on-line ludo. Ved 10-tiden ringede mobilen. Line spurgte om jeg ville passe Katrine, som ikke er helt rask. Hun hørte med det samme på min stemme at jeg er dårlig. Inden vi nåede at afslutte samtalen, og Line fortsatte sin søgen efter en rask babysitter, ringede den anden telefon. Det var fra Borgerskolen: "Godwin er dårlig. Må vi sende ham hjem?".

Nu ligger han i sækkestolen med sin dyne, Esther er snart klar til en lur og jeg får måske endelig ro til at gøre noget ved den meget vedholdende hovedpine. Sikke en skøn dag,  og så er den kun få timer gammel.

onsdag den 10. marts 2010

Nødhjælp ses som en trussel af Haitis præsident - Folkekirkens Nødhjælp

Hvor er det dog befriende at en leder af et land i nød tør sige stop til nødhjælp, når det landet i det lange løb har brug for, er udviklingsbistand. Det giver stof til eftertanke. Her tænker jeg også på den hjælp, som velmenene danskere fortsat sender til fattigere lande i Øst Europa. Jeg tror at det ville gavne dem mere med reel hjælp til en konsturtiv og bæredygtig udvikling i stedet for vores brugte sager, hvor generøst de end er ment.

Nødhjælp ses som en trussel af Haitis præsident - Folkekirkens Nødhjælp

mandag den 8. marts 2010

Mere bog...

I morges ringede pakkeposten på min dør, og afleverede en kasse med bøger. Mine bøger! Hvor var det altså sjovt at se dem, sådan i virkeligheden. Jeg har jo set filen, men idag har jeg holdt bogen i hånden for alvor. Lidt underligt.  Samtidig tikkede en mail ind fra forlaget, med en kopi af en omtale i pressen i Fredericia. Lige efter den lå en mail med en invitation til et interview til en avis her i byen. Nu sker der virkelig noget. Jeg har også været på børnebiblioteket med et eksemplar af bogen, sådan som jeg aftalte i sidste uge. Jeg glæder mig til at høre hvad folk så synes om det, som de læser.

fredag den 5. marts 2010

Etta Cameron er død

Tak for din store indsats for at fomidle evangeliet igennem musik og sang.

Ære være Ettas minde!

torsdag den 4. marts 2010

Barselslogistik

"Hvis evolution virkelig virker, hvordan kan det så være, at mødre kun har to hænder?"
Sådan står der på denne uges opslag i Babykalenderen, min absolutte favoritbog til spædbørnsforældre. Hvor er det dog sandt. Ofte befinder jeg mig i helt absurte situationer, hvor jeg forsøger at trøste et barn på den ene arm medens jeg laver aftensmad og gør sutteflasker klar på en gang. Hvordan kan det være at det hele skal ske på en gang? Forleden forsøgte jeg at bære barnet, pusletasken ogdagens post op ad min helt umulige trappe. Det kom der ikke noget godt ud af, men heldigvis var det posten, som det gik ud over. Næste gang bliver det til lidt flere ture op og ned.

Min hverdag minder mig om den det tåbelige opgave vi fik i skolen (og som jeg stadig selv kan finde på at give min elever) hvor man skal finde en måde at transporterer en ged, en ulv og en eller anden grønsag, vi kan jo sige en roe, over på den anden side af en å. Hagen ved hele miseren er at der kun kan være 2 ting af gangen i båden, foruden bådsmanden. Husk at alle skal komme levende og hele over åen. Man må sejle så mange gang man vil.

Hjemme hos mig er det barnet, indkøbene, posten, affaldet, pusletasken, sofaen, papkassen osv. som skal hhv. op og ned af trappen, og kun to af gangen.

onsdag den 3. marts 2010

Skole eller ej

Nu har jeg gået i dagevis og været misfornøjet over den dårlige stemning i debatten om folkeskolen. Jeg har overvejet om min fremtid skal være i et fag, hvor den faglige organisation ikke ønsker underviserer uden en ordinær læreruddannelse. Jeg har spekuleret over om jeg var på den rette hylde, og har tænkt over alle de besværlige dele af mit arbejde, men en ting har jeg glemt: eleverne.

Idag mødte jeg to af mine elever i byen. De var på indkøb efter ting til deres projektopgave, og de fortalte engageret om hvad de havde fundet ud af i arbejdet med opgaven. De var søde og høflige, spurgte til mig og Esther i barnevognen, og var optaget af at gøre et sodt stykke skolearbejde.

Nu overvejer jeg igen om jeg er havnet på den rette hylde, og jeg må sige at drengene trækker i den modsatte retning af den politiske dabat.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...