torsdag den 11. marts 2010

Sikke en dag...

Jeg vågnede alt for tidligt med Esther fødder mod mine ribben og en tindrende hovedpine. Hurtigt opgave jeg at få ungen til at sove igen, og gav hende lidt at spise. Ved 7-tiden stod jeg modvilligt op og vækkede Godwin. Grød til pigen, brød til drengen og en lille bid til den skrantende mor, og så tilbage i sengen igen. Godwin gjorde sig selv klar og gik i skole. Jeg husker svagt en hilsen gennem døren til mit soveværelse.

Jeg forsøgte at lokke Esther til at sove tidligt ved at tilbyde hende en flaske, men så let skal det ikke være. Til sidst vendte jeg mig med hovedet i fodenden, ren Pippi Langstrømpe. Esther boksede med mine ben og jeg slumrede, men slet ikke nok til at få bugt med den stadig ødelæggende hovedpine. Til sidst gav jeg op, igen, og vi stod op. Jeg droppede dog tanken om Baby Svømning, selv om vi begge plejer at nyde det.

Esther legede på gulvet, og jeg hvilede hjernen med et spil on-line ludo. Ved 10-tiden ringede mobilen. Line spurgte om jeg ville passe Katrine, som ikke er helt rask. Hun hørte med det samme på min stemme at jeg er dårlig. Inden vi nåede at afslutte samtalen, og Line fortsatte sin søgen efter en rask babysitter, ringede den anden telefon. Det var fra Borgerskolen: "Godwin er dårlig. Må vi sende ham hjem?".

Nu ligger han i sækkestolen med sin dyne, Esther er snart klar til en lur og jeg får måske endelig ro til at gøre noget ved den meget vedholdende hovedpine. Sikke en skøn dag,  og så er den kun få timer gammel.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...