lørdag den 31. december 2011

Farvel til 2011


Godt nytår!

Sikke et år vi har haft her i familien. Lad mig nævne et par højdepunkter.

Vinterens rejse til Ghana i februar var fantastisk. For første gang tog jeg Esther med til Afrika, og hun klarede udfordringen flot. Godwin var en super hjælper, og vi havde sammen den store glæde at fejre Fathers Homes 10-års jubilæum.

Vel hjemme igen gik Sorø Kommune og dermed også Stenlille Skole ind i en kæmpe spare-runde med skolesammenlægninger og fyringer på programmet. I den omgang blev jeg indstillet til fyring, som det så smukt hed. I virkelighen blev jeg placeret i kommunens pulje for tiloversblevent personale, og derfra blev jeg ikke samlet op igen. Jeg har ikke været på Stenlille Skole siden, men har modtaget krisepsykologisk behandling på kommunens regning. En overraskende god oplevelse. I oktober udløb min ansættelse, og jeg har siden været ledig. Til alt held har jeg i det meste af perioden siden sommerferien været  beskæftiget på Borgerskole, hvor jeg har en deltids-tjans i ABA-teamet. Jeg har udsigt til at blive ledig på fuld tid igen midt i januar. Ikke så spændende.

lørdag den 24. december 2011





Jeg ønsker dig og dine en glædelig jul og et godt nytår!

Tak fordi du kiggede forbi. Jeg håber at du har lyst til at læse med til næste år også!

Jule-vente-hygge




Måske mangler du en lille hyggelig aktivitet til at udfylde dagens ventetid med. Som tidligere år vil jeg gerne viderebringe et forslag til en sådan. I år faldt jeg over denne lille påklædnings-julemand. Selv er jeg ikke så vild med nisser, og synes at tanken om at sende Julemanden til månen er ganske indbydende.

Fortsat god juleaftensdag!



fredag den 23. december 2011

Grødtips

I min familie har vi tradition for at spise risengrød sammen lillejuleaften. I begyndelsen var det vist et oprør imod julens overæderi og en mulighed for at min mor, bror og jeg kunne konspirere inden den store juleaften, med alle dens genvordigheder. Senere udviklede traditionen sig, og er nu det faste samlingspunkt for min mor, bror og jeg, som ikke holder jul sammen hvert år.

Ganske ofte er det mig, som står for grøden, og således også i år. Det leder mig frem til mine grødtips, som kommer her:

  • Kog grødrisene op i vand inden mælken sættes til. Brug cirka lige så meget vand som ris og kog det til vandet er inddampet næsten helt. Kom nu mælken i og fortsæt kogningen som sædvanligt, men med lidt mindre mælk end ellers. Dette lille trix forkorter kogetiden en del.
  • Sæt grøden over i virkelig god tid, gerne omkring middagstid, hvis den skal spises til aften. Kog den gode igennem og lad den derefter stå under låg på det slukkede komfur. En halv time inden spisetid ses til grøden, og der suppleres med mælk efter smag og behag.
Jeg har sat vores grød over, og den står nu op passer sig selv på komfuret. 

Jeg ønsker alle en god og glædelig jul!

søndag den 18. december 2011


Chantal og Francis Jackson har fået en datter! 

Født d. 15. december 2011 klokken 9.08. Vægt 3.580 g, længde 51cm.

Velkommen til verden lille Lisa Aba Jackson.
Jeg glæder mig usigeligt til at lære dig at kende.

Kugler i uld - uldne kugler


Ja, jeg kan godt selv høre at det lyder lidt skummelt, men det er det altså ikke. Jeg er faldet over dette års store trend; strikkede julekugler. Øjnesynligt skal man følge de norske strikke-guruer Arne & Carlos, som af uransaglige årsager har viet deres liv til skandinavisk strik. Deres bog Julekugler storhitter for tiden, og jeg vil selvfølgelig ikke stå tilbage for nogen, når det kommer til strik, så jeg satte mig for at lure dem kunsten af, vel at mærke uden at købe bogen. Det viste sig at en lille rundtur på nettet forsynede mig med rigeligt materiale til at producerer julekugler i autoriseret Arne & Carlos-design. Nu har jeg begået en håndfuld uldent julepynt, som jeg fluks vil forære væk til jul.

Nu overvejer jeg at købe bogen, så jeg kan lave en større variation af strikkede julekugler inden næste jul. Samtidig vil jeg også sætte mig for at pynte op til jul i det kommende år, noget som jeg i den grad har forsømt i år.

Læs mere her, og hug eventuelt grundopskriften her, og lav selv nogle fine design. De behøver jo ikke at være autoriserede.

Wordfeud på telefonen


Jeg så et indslag i fjernsynet om et spil til telefonen forleden dag. Normalt lader jeg den slags gå ind af det ene øre og ud af det andet, men ikke denne gang. Det drejede sig nemlig ikke om et nyt fjollet spil, hvor man skal smide papirkugler i en skraldespand i modvind eller kaste vrede fugle efter grønne grise (begge spil, som jeg allerede har i min telefon uden at overrende dem). Denne gang viste de spillet Wordfeud, som er en telefon-udgave af det kendte brætspil Scrabble. Jeg downloadede spillet med det samme, og jeg må ærligt indrømme at jeg har spillet det lige siden. Jeg var godt advaret om at det ville være vanedannende, og det lyder da også værre end det er, for i virkeligheden kan man spille det hele tiden uden at brug hele tiden på det. Ja, smart ikke?! Jeg spiller gerne 4-5 spil på samme tid, og man behøver ikke at lægge nye ord lige med det samme. Man kan bruge et par minutter i ny og næ og lægger et par ord. Hvert træk skal bare foregå inden for 72 timer. Det kan jeg sagtens klare. Nu går jeg og glæder mig til at se hvad mine modstandere har fundet på, og når jeg har en ledig stund, grubler jeg over ord og bogstaver. 

Jeg kan bestemt anbefale det, og hvis man kan få et par venner med på spillet, er det virkelig godt. Det er bare sjovere at spille mod en, som man kender, end mod en tilfældig modstander. Du kan læse mere her, og downloade spillet gratis. Hvis du vil slippe for irriterende reklamespots, skal du dog betale. 

Jeg går under navnet ihiala, og jeg tager gerne imod en udfordring.

En servicemeddelelse

Årets sidste Kvickly-katalog med Godwin i er på gaden. I denne omgang optræder han i undertøj. Af en eller anden grund kan de godt lide at få ham til at se lidt tvær ud. Personligt synes jeg bedst om de billeder, hvor han smiler eller griner. Det blev ikke i denne omgang, men mon ikke han får chancen igen til næste år.

Esther er også blevet fotograferet, dog ikke til Kvickly. Hun optræder i Molos kommende vinterkatalog. Man må dog ruste sig med tålmodighed, for det er først på gaden til august. For de utålmodige kan man også lede efter hende i denne vinters Molo-katalog. Der kan man finde hende i en yngre udgave. Det er lidt sjovt at der er næsten et helt år imellem optagelserne og kataloget. Jeg har allerede set det nye katalogbillede, og der er hun også rigtig fin. Der er noget at glæde sig til.

tirsdag den 6. december 2011

Værd at tænke over


Jeg er normalt ikke så god til serier af billeder af dette eller hint, men jeg måtte alligevel se denne serie igennem. The 45 Most Powerful Images Of 2011, hedder serien, og den gjorde et stort indtryk på mig. Sikke et år vi har haft!

søndag den 27. november 2011

Så er den gal igen...


...og denne gang i en optagelse fra porthuset ved Christiansborg. Vi er allerede på vej til Kvickly efter et par nye bukser til drengen.

onsdag den 9. november 2011

Der skal ikke så meget til

Kalejdoskop fra NETTO 
En smagsprøve på kalejdoskopets formåen.
For en del år siden kom min mor hjem med en tryllestav i plast med olie og glimmer i. Det var en en fornøjelse for både gamle og unge, som dimsede med den det meste af den juleaften. Nu fås den type tryllestave i mange afskygninger, og i dag faldt jeg over denne udgave i Netto. Jeg lod mig friste til at købe et lille kalejdoskop med lys og glimmer og det hele. Det kan stadig glæde mit barnlige sind at sidde og vende og dreje røret, for at fremtrylle fantastiske og flygtige mønstre. Esther fangede det ikke helt, men det skal nok komme, for det skorter ikke på nysgerrighed, men på evnen til at holde kun et øje lukket.

Jeg kan godt anbefale kalejdoskopet til børn i alle aldre. Det kan erhverves for den nette sun af 39 kr til de hurtige. Hvis mange deler min begejstring, forsvinder de hurtigt fra hylderne igen. God fornøjelse!

PS. Billederne gør det ikke ære, men giver alligevel et lille indtryk af lyksaglighederne.

Published with Blogger-droid v1.7.4

lørdag den 29. oktober 2011

Symaskinen på arbejde


Det sker ikke så tit, så jeg er nød til at dokumenterer det. I dag har symaskinen været på arbejde. Jeg kan faktisk godt sy, men gør det bare ikke særlig ofte. Når det sker er det for det meste ting som gardiner og sengetøj, eller sager til ungerne. Således også denne gang. Nu er Esthers dukkeseng udstyret med madras, dyne og pude, og dukken kan sove lunt og godt. Desværre følges alt nyt legetøj med frustrationen ved at lærer at bruge det. Esther er lige nu tosset over at det ikke lige vil som hun vil. Dog er hun ret begejstret over at lege med dukken, så mon ikke det trods alt. Bliver taget til nåde igen.

Værket er i øvrigt produceret ud af skønne rester fra det tæppe, som Line lavede til Esther, da hun kom til verden. Nu kan dukken og Esther matche hinanden.

Published with Blogger-droid v1.7.4

torsdag den 27. oktober 2011

Amerikansk inspireret trappe-pynt


Jeg er klar over at det ikke er stor fotokunst, men jeg har alligevel lyst til at dele synet med jer på bloggen. Her er resultatet af en fælles familie-indsats: jeg skar, Godwin tog hjernen ud og Esther sagde: "argddd...!"

Faktisk er jeg ikke den store fan af importerede traditioner. Jeg mener at traditioner i ugangspunktet bør udøves i den kultur, som de er sprunget af. Når det er sagt, så må jeg dog bøje mig, når en tradition eftehånden integreres i min kultur. Derfor har jeg accepteret at vi ikke kommer uden om græskarmænd og des lige.

Nu står vores værk og lyser op på trappestenen, og det ser jo faktisk meget hyggeligt ud, må jeg indrømme.
Published with Blogger-droid v1.7.4

tirsdag den 25. oktober 2011

Ledighedsdag nr. 7

http://www.aktuel-undervisning.dk/
Det er noget sært noget, det med at være ledig. Ud over det irriterende ved ikke helt at vide hvilken retning man skal gå i, bliver man også drevet rundt i manegen af diverse myndigheder, som forventer absolut lydighed i retur for en eller anden økonomisk ydelse. Det er vel i grunden helt i orden at man skal kunne dokumenterer sit behov for hjælp og sin villighed til at forsøge at bringe det behov til ophør. Dog kan man kan også gå for vidt. Her til aften har jeg forsøgt at udfylde et skema til kommunen. Det har kostet mig flere timer, over 20 sider printerpapir med tilhørende blæk, rent detektivarbejde i jagten på diverse dokumenter, opgørelser og bevillinger, og jeg er stadig usikker på om jeg har det hele. Jeg tror nok at jeg er nogenlunde færdig med at sammensætte en ganske anseelig bunke papirer, som for de flestes vedkommende findes digitalt, og sikkert lige om lidt igen digitaliseres på kommunen. Det virker ikke helt smart, og jeg føler mig stadig ikke sikker nok på min bunke, til bare at afleverer den i postkassen, men er tvunget til at tage fri fra mit meget fine straks-igang-kursus (mere herom senere),  for at tale med de flinke medarbejdere på Borgerservice, og sikre mig at alt er indleveret rettidigt. Man vil jo nødig skyde sig selv i foden og gå glip af de ydelser, som man nu engang er berettiget til.

Faktisk er jeg lidt overrasket over det overblik, som jeg forventes at have over alle dele af min økonomi. Jeg går altså ikke lige og husker på hvilket beløb jeg modtager i boligstøtte, eller hvor meget min kvartalsvist opkrævede varmeregning beløber sig til på månedsbasis. Det har jeg nu undersøgt, dokumenteret og rapporteret til kommunen, men jeg kan altså stadig ikke huske tallene på stående fod. Kan andre mennesker mon det, eller lader vi bare som om alle sammen, fordi det føles pinligt at være så uvidende om sin egen situation? Du skal ikke svare, men måske bare lagre denne information, og bruge den til at stive dit eget selvbillede af, hvis du komme i en situation tilsvarende min en dag. Det håber jeg i øvrigt ikke for dig.

Da jeg for en uge siden troppede op på Jobcenteret for at meddele dem min ledighed, blev jeg modtaget vældig pænt. Der var ikke noget at brokke sig over på den konto. En af de øvelser, som man som ledig skal gennemgå, i hvert fald i min kommune, er at deltage i et straks-igang-kursus. Det skal i sagens natur iværksættes nærmest øjeblikkeligt, og jeg skulle da også stille den følgende mandag på Aktuel Undervisning APs i Slagelse, for at påbegynde et 4 ugers kursus. Målet er naturligvis at få mig ud af ledigheden, et mål som Jobcenteret og jeg i høj grad deler. Et delmål, betroede damen på Jobcenteret mig, er at undersøge, om jeg er i stand til at møde og deltage i aktiviteterne i tilfredsstillende udstrækning. En viden, som man jo måske kunne have erhvervet sig ved at ringe til løn- og personaleafdelingen i kommunen, som i flere år har haft mig på stald, men det ville næsten være lidt for let.

Jeg startede på kurset i går, og kunne hurtigt konstaterer at vi ikke alle 15 havde helt samme forudsætninger. Faktisk er jeg den eneste, som skal straks igang. De fleste andre har været ledige i op imod 30 uger, og har selvfølgelig en helt anden indfaldsvinkel til ledigheden og de medfølgende initiativer fra myndighedernes side, end jeg. Der er så mange undtagelser for mig i forhold til de andre deltagere, at jeg har droppet at huske på dem, og i stedet sætter min lid til de personlige samtaler, som er et vigtigt element på kurset. Det er i det hele taget temmelig frustrerende at være på det kursus. Den første dag gik i grove træk med at afstemme forventninger og lærer hinanden lidt at kende. Det er naturligvis fint at spørge deltagerne om deres forventninger, men hvis der ikke fra kursusudbyderens side er planlagt et indhold, er det godt nok svært at vide hvad man skal forvente. Da vi i fællesskab havde famlet os frem til en sky af forventninger, og den søde underviser bekendtgjorde at nu kunne hun bedre sammensætte et kursus til os, måtte jeg altså bryde ind i den kreative proces. Det er da ikke rimeligt at planlægge et kursus ud fra hvad deltagerne på stående fod har fantasi til at forestille sig. Der må da sidde nogle mennesker med et kvalificeret overblik, som har et mål med kurset og har sammensat et program, som vil berige deltagerne ud over deres egen forestillingsevne. Var det ikke ideen at vi skulle bringes videre fra det hvor vi nu hver især er strandet, eller er jeg helt forkert på den? Jeg forventer altså lidt mere. Resultatet af mit nødråb udeblev da heller ikke længe, for her til morgen blev der uddelt et program over kurset. Foreløbig er der fyldt indhold ind i 3 af 4 dage i denne uge. Resten af felterne står åbne endnu. Hmmm... Jeg er sikker på at dette kursus vil komme til at fylde på bloggen i den kommende tid. Spændende, som Niels Hausgaard ville have sagt!

søndag den 23. oktober 2011

Blogdogme


Jeg har efterhånden læst med på rigtig mange blogs, og set rigtig mange bud på design og opsætning. Nogle blogs er enkle og lette at læse, medens andre er fyldt med alt muligt krims-krams og det kan være svært at finde det, som man egentlig gerne vil læse. Ud fra egne erfaringer og observationer har jeg nu formuleret et blogdogme, efter hvilket jeg vil forsøge at indrette mine blogs. 

Det er ikke et forsøg på at fortælle dig, eller andre, hvordan du skal blogge, men kun tænkt som et eksempel på nogle regler inden for hvilke en blog kan skrives på en læsevenlig måde. Selve indholdet er helt op til den enkelte, og derfor slet ikke nævnt i mit dogme. Jeg skriver selv flere blogs, og dogmet er indrettet, så det dækker dem alle.

Du er meget velkommen til at spæde til med dine ideer og tanker. Jeg tror at der er meget at hente i dialogen. Vi vil jo alle sammen gerne have læsere på vores blog, så hvorfor ikke lytte til hinandens feedback. 

Du kan også fortælle hvad du bestemt ikke bryder dig om. Hvad skal der til for at du springer en blog over og slet ikke læser med? Jeg dropper for eksempel gerne blogs med hvid skrift på sort eller med en meget kreativ skrifttype. 

mandag den 17. oktober 2011

Efterår på Frølunde Fed

Esther og Godwin på Frølunde Fed
Det er ikke så tit vi gør det, og det er i virkeligheden en skam, for der er virkelig skønt ved vandet. Søndagens fantastiske vejr blev nydt hos Bulder og Ruth på Frølunde Fed. Ungerne nød en tur på stranden, og jeg nød synet.

Godwin fandt en død sæl i tanget, og Esther kæmpede med at bevæge sig i flyverdragt og støvler i det bløde sand. Vi har med andre ord genereret endnu et hold dejligt barndomsminde. Dem samler vi på.

Published with Blogger-droid v1.7.4

søndag den 16. oktober 2011

Løftebrud og mængdelære


http://www.matema10k.dk/index.php?id=768

Nu har jeg igen lagt øre til en journalist, som forsøger at fastholde en politiker på de løfter, som hans parti afgav i valgkampen. Den i øvrigt meget sympatisk udseende unge mand forklarede venligt journalisten at partiet ikke er løbet fra sine løfter, men i stedet har indgået nødvendige kompromisser i regeringssamarbejdet. Det er han bestemt ikke den første politiker, som har sagt efter valget. Faktisk er det meget trættende at lægge øre til journalister, politikere, interesseorganisationer og almindelige mennesker, som siger det samme.

Jeg er helt med på at man skal holde hvad man lover, og det er jeg helt sikker på at de fleste politikere også mener. Dog bliver man nød til at betragte tingen i deres rette sammenhæng. Når en politiker for eksempel i en valgkamp siger:" Vi vil afskaffe topskatten!", så skal det nok forstås ud fra en præmis om at det vil de gøre, hvis de fik ubegrænset magt over hele nationen. Det gør de heldigvis ikke, og uanset hvilken blok man hepper på, så har vi alle nok god grund til at glæde os over netop dette. Hvad politikeren i virkeligheden mener er nok at hvis de får magt til det, så vil de afskaffe topskatten. Eller de vil arbejde på at afskaffe topskatten. Det kan altså ikke med rimelighed kaldes løftebrud, hvis de ikke får held til projektet, så længe de har arbejdet på det med det udgangspunkt, som de fremlagde under valgkampen.

Og nu til mængdelære, som er en disciplin i matematikundervisningen, som jeg personligt ikke fandt særlig anvendelig, da jeg gik i skole. Nu ser jeg pludselig fidusen. Hvis vi betrageter partierne valgløfter som elementer i hver sin mængde, og lægger mængderne sammen i et regeringsgrundlag, så kan vi altså ikke forvente at regeringen vil gennemføre foreningsmængden af løfterne. I virkeligheden kan vi kun forvente at de gennemføre fællesmængden, som jo tydeligvis er betragtelig mindre. Det er urimeligt at gå til snart det ene snart det andet parti, og påpege at de ikke har gennemført dette eller hint, hvis det ikke befinder sig i fællesmængden af valgløfter, også kaldet regeringsgrundlaget. Alt hvad der ligger uden for fællesmængden er indsatsområder, som partierne kan forsøge at overtale andre til at være med på. Det kan da ikke være så svært at forstå!

Slut med løftebruds-retorik. Kom ind på banen med mængdelære. Vi vil hellere høre om alt det, som skal ske, frem for alt det, som stadig ikke er flyttet ind i fællesmængden, og således blevet ophøjet til politisk realitet.

fredag den 14. oktober 2011

Efterårsferiekataloget

Så er Godwin igen i Kvicklys katalog. Denne gang kan det være lidt svært at genkende ham, for de har valgt et foto, hvor han kigger ned.

Han er ikke selv helt tilfreds, men det er nok fordi han så alle billederne på dagen, og der var faktisk rigtig mange gode, hvor han fik lov til at at smile og se op. Ganske ofte bliver han bedt om at se cool ud, og det er der ikke mange smil i.

Jeg synes at det er utroligt at han er blevet så lang. Han er efterhånden ret høj, og har da også overhalet de første (mindste) af mine voksne venner. Snart bliver det min tur, men der er nok alligevel et par år til endnu.

onsdag den 28. september 2011

Sønnen på Christiansborg

Godwin på Christiansborg
Ind imellem bliver Godwin tilbudt et job on location. Det er altid lidt sjovere end en almindelig optagelse i studiet. Denne gang var Christiansborg kulisse, og vi drog mod hovedstadens absolutte centrum. Vejret var fantastisk og ungerne i topform, så det blev en rigtig hyggelig oplevelse. Jeg kastede mig også ud i fotografens arbejde, dog bare bevæbnet med min telefon og med en næsten helt professionel model. De "rigtige" billeder var med 3 unger stillet flot op inde i porten, men jeg måtte altså lige have en billede med hjem af drengen på borgen. Her har han tage opstilling på en mur, og beskeden til mor er: "Husk lige hvilken uge dette tøj komme i Kvickly, for jeg skal altså have sådan nogle bukser!" Jeg går stadig og huske på en uge fra den sidste optagelse, og glæder mig over at der kommer tøj i butikkerne, som passe til min noget smalle unge, og som han er interesseret i at købe. Vi skal rigtig på vinterindkøb i Kvickly.

Vi lagde i øvrigt turen om ad Nationalmuseet for at låne de sanitære installationer inden turen igen gik mod Hjertet af Sjælland Sorø (et slogan fra min barndom, som ikke helt vil slippe min bevidsthed). Der kunne Godwin alene ud fra toiletternes beskaffenhed konkluderer at det var et nederen sted. Hmmm... mon ikke jeg en dag skulle tvinge ham til en ordentlig tur rundt i fædrelandets historie?

Published with Blogger-droid v1.6.9

onsdag den 14. september 2011

Nyt familiemedlem

Esther møder fugl
Da jeg var barn havde jeg fugle; for det meste undulater, men også flere forskellige parakitter. På det seneste har jeg har lyst til at få en fugl igen. Jeg kan ikke lige forklare hvorfor, og jeg er helt med på at det kan vise sig at blive meget besværligt. Alligevel har jeg idag hjemført en fin lille blå undulat. Den bor i sit bur oven på pengeskabet, hvorfra den har udsyn over hele stuen og kan sidde i fred for pilfingre og legetøj.

Endnu har den ikke noget navn, og den sidder mest helt stille og ser på sin nye verden. For et øjeblik siden kom dem med et par forsigte pip, og Esther så sig meget overrasket om. Hun har vist den en del interesse, men bliver hurtigt træt af at se på det tavse lille kræ. Med tiden bliver den sikkert mere livlig, og måske bliver Esther mere interesseret når dyret komme ud af buret. Godwins var nærmest underimponeret. Han kom hjem fra skole med en kammerat, som ventede uden for. Da han så buret sagde han til Mathias:"Kom lige med ind! Det kommer til at tage lidt tid. Min mor har købt en fugl." Det viste sig at det samme er sket hjemme hos Mathias, så nu kan de i fællesskab synes at fuglehold og voksne er forrykte. Mon ikke han med tiden synes at det er meget sjovt med en flyver? Det er jo ikke helt det samme som den hund, som han så brændende ønsker sig. Beklager!
Fugl

Jeg er i svære overvejelser om dyrets navn. Jeg ved jo ikke om der er brug for et drenge- eller pigenavn, så jeg tænkte at Curie var en godt bud. Så kan vi med tiden tage stilling til om det skal være Pierre eller Marie. Jeg ved det altså ikke helt. Har du et genialt eller hittepåsomt navneforslag, så læg endelig en kommentar. Jeg er meget åben over for forslag. Måske kan det senere give anledning til en afstemning.

torsdag den 8. september 2011

Aftenskolelærer


Forleden blev jeg ringet op medens jeg stod uden for ALDI. Telefonsamtalen handlede om et lille job som aftenskolelærer. Nu er jeg sørme blevet ansat som aftenskolelærer inden for faget IT. Jeg skal tilbyde 2 forskellige hold og ialt 4 kurser. Det er en helt ny udfordring og jeg synes at det lyder rigtig spændende.

Jeg har nu formuleret titler og kursusbeskrivelser, og kan nu bare vente på at de bliver annonceret. Det er lidt spændende om der bliver deltagere nok til at holdene oprettes. Det er jo fint at man selv i høj grad kan formulerer indholdet, men det duer kun, hvis man rammer et faktisk behov i målgruppen.

Aftenskolelærer; endnu et punkt på mit CV. Jeg leder stadig efter et dag-job, og har flere spændende ting i kikkerten. Desværre er vi rigtig mange om budet, men før eller siden hitter jeg nok noget.

søndag den 4. september 2011

Bare en tanke...

Tænk hvis en mariehøne købte sit eget gør-det-selv-net i TV-shoppen... Det kommer vist ud af en krøllet hjerne med en skarp pen.

Tegningen er lånt her, en side som bestemt er et besøg værd.

lørdag den 3. september 2011

Er det mon noget for mig?



De fleste, som kender mig godt, ved at jeg for tiden leder efter nyt job. Jeg søger højt og lavt og har tilmeldt mig alverdens services, som dagligt bombarderer mig med information om nye ledige stillinger. Her til morgen havde StepStones Jobagent denne liste over jobs, som skønnes at passe til min profil. Denne gang tilbød den et job, som jeg ikke helt kunne undgå at bemærke med en særlig interesse. Danmark søger Statsminister figurerede som nummer to på min liste, lige efter Pædagoger til Børnehuset Strand! Jeg ved næsten ikke hvilken af disse jobs jeg nødigst ville have, men lad mig bare sige at Statsminister ligger godt placeret i feltet.

Jeg måtte naturligvis lige slå jobbet op, og der fandt jeg denne meget flotte annonce, som man kan søge på med et enkelt klik. Det undlod jeg dog at gøre. Jeg holder trods alt ret meget af mit lille land. Dog ville det sikkert tilfredsstille jobcenterets evige hønsen med mig; "Ja, jeg har søgt relevant beskæftigelse i denne uge, og føler mig derfor stadig berettiget til at være registreret som en artig ledig!". Her bør jeg måske gøre opmærksom på at jeg faktisk endnu ikke er ledig, og derfor rent teknisk er i beskæftigelse, omend opsagt. Alligevel skal jeg næsten dagligt klikke på en lille knap på en fin hjemme side, for at undgå at den offentlige kasse drænes for en net sum, anvendt til at sende mig en påmindelse med statsautoriseret, rødfrakket postomdeler. Der gik alligevel grænsen for digitaliseringen! "Når hun ikke har trykket på knappen dybt inde på vores hjemmeside, har hun sikkert slet ikke anvendt sin datamat, og vi kan derfor ikke forvente at træffe hende på almindelig mail (til 0 kroner i porto) eller på SMS (til moderat takst afhængig af abonnement). Nej så må vi gribe til grovere metoder: BREV!" Tænk lige over det - hvis jeg ikke gider at logge ind og klikke på den lille knap, tror du så at jeg er typen, som samvittighedsfuld tømmer min uden for boligen opsatte postkasse? Hmmm... Det er virkelig spændende at stifte bekendtskab med denne del af vores (kontrol)samfund. Måske skulle jeg alligevel søge det job...

For god ordens skyld må jeg hellere lige nævne at det drejer sig om en happening og en form for konkurrence. Læs gerne med. Det er bestemt ulejligheden værd.

lørdag den 20. august 2011

Garnrester og bedstemortern


Jeg ved godt at det er retro-trendy at hækle og strikke. Alligevel gør jeg det. Jeg forsøger for tiden at få orden på mit liv, et projekt langt ud over dette indlægs rækkevidde. En af de ting, som jeg nyder, er at bruge ting op. I årevis har jeg købt lidt ekstra af alt muligt fra strikkegarn til gavepapir, fra dåsemakrel til løse ris, og fra vaskepulver til hårbalsam. Nu er det nok, ja faktisk mere end nok. Det er for meget, og jeg er begyndt på at opbruge lageret. Jeg nyder at tømme en pose spagetti i sikker forvisning om at der er flere på hylden i NETTO. Jeg glæder mig over at pakke en gave ind i en rest gavepapir fra sidste årtusind, og nu hygger jeg mig altså med at hækle alt mit strømpegarn op til et tæppe i bedstemortern. Det skal blive godt for både pladsmanglen i huset og for det mentale lager, som i samme omgang får en tiltrængt overhaling.

Projektet forudsatte at jeg først lærte at hækle bedstemortern. Til den slags projekter er internettet utrolig godt. Man kan forsøge sig på youtube, men jeg ved ikke lige hvad "bedstemortern" hedder på engelsk, så jeg benyttede mig af DROPS fortrinlige side, og nu hækler jeg tern på fuld kraft. Det føles faktisk godt, og går overraskende let. Måske fordi jeg benytter den meget eksklusive hæklenål, som damerne i min lokale garn-biks overtalte mig til at købe. Det er den, som alle de virkelig entusiastiske hækledamer bruger!" forvissede de mig. Dem vil jeg jo nødig stå tilbage for, så nu har jeg den helt rigtige nål til alle mine rester. De er sikkert fuldstændig ligeglade.

Trænger du også til at få ryddet op, kan du jo hækle sammen med mig. Jeg ville normalt foreslå at du sender mig de rester, som du ikke selv har brug for, men det ville jo unægteligt konflikte med formålet med mit projekt, så det gør jeg ikke i første omgang. Måske vender jeg tilbage, hvis mine rester ikke rækker til et nogenlunde hæderligt slumretæppe.

Published with Blogger-droid v1.6.9

mandag den 8. august 2011

Esther på cykel


I går holdt vi fødselasdag for Esther. Det var super hyggeligt. Tak til alle jer, som var med til at gøre det til en rigtig fin dag.

Her til morgen ville Esther cykle til vuggestue på sin nye løbecykel. Det lykkedes måske ikke helt, men hun gjorde et ihærdigt forsøg, og med tiden skal hun nok blive skarp til det.

Published with Blogger-droid v1.6.9

fredag den 5. august 2011

Esther fylder 2 år

I dag fejrer vi Esthers 2-års fødselsdag. Der er ikke noget så hyggeligt som gaver fra morgenstunden. Esther pakkede den første ud inden havregrynene. Dukken faldt i god jord, og har nu sin første dag i vuggestuen.

Tillykke, skønne unge!
Published with Blogger-droid v1.6.9

tirsdag den 26. juli 2011

Camping i solskin


Nu er solen fremme og skydækket er hullet. Vores vasketøj er tørt efter 3 dage på tørresnoren. Esther kan lege uden gummistøvler på og Godwin triller op og ned af bakken sammen med de andre rødder fra Teenz. Det er sådan Sommerkonferencevejr bør være.

Jeg nyder at have folk omkring mig, og glæder mig over alle de samtaler, som opstår alle mulige og umulige steder; i køen ved opvaskebordet, i lyset fra en solcellelampe eller i cafeen efter aftenmøde. Det er godt at være her, og vi hygger os alle 3.

Published with Blogger-droid v1.6.9

lørdag den 23. juli 2011

Compact traveling

Det er fantastisk så meget man kan stoppe ind i en punto! Man forundres til stadighed over hvor meget den lille bil kan rumme. I dag har vi rejst igennem fædrerlandet som snaglen med hus på ryggen. Telt, campingudstyr, høj stol, klapvogn osv. fyldte hele bilen, og jeg mener virkelig hele bilen. Godwin måtte sætte sig ind før de sidste tasker med tøj blev stuvet ind oven på ham. Han endte med at sidde helt dækket af bagage med kun et lille hul til hovedet. Jeg var helt bekymret over om han mon kunne få vejret. Esther sad med et ben på hver side af teltet, og jeg havde nok den bedste plads, selv om benpladsen i dagens anledning var begrænset en smule.

Ved Odense måtte vi holde pause. Godwin havde ond af sin meget fastlåste siddestilling. Resten af turen havde jeg svært ved at høre hvad han sagde, for hovedpuderne isolerede for lyden imellem for- og bagsædet. Frem kom vi, og det i næsten tørvejr.

Nu er teltet sat op med pløkker i alle stropper. Det blæser godt og regnen er vendt tilbage. Vi har været i byen, for bilen kunne ikke rumme bleer og forplejning i første omgang. Det er godt at være på camping, siger jeg til mig selv. Mest for at få det til at blive til virkelighed. Vi håber på bedre vejr, og der skal ikke ret meget til for at forbedre på sagen.
Published with Blogger-droid v1.6.9

fredag den 22. juli 2011

Få det bedste ud af vejret

Det kræver bare et enkelt kig ud af vinduet eller en simpel vejrudsigt i fjerneren at regne ud at det bliver en våd fornøjelse, når vi imorgen skal ligge i telt.

I skrivende stund forøge vi alle 3 at genvinde almindelig kropstemperatur. Vi har være i haven for at hente et telt, og det var en temmelig våd fornøjelse. Esther toppede hele sceancen ved at snuble i sin gummistøvler og lande på halen i en vandpyt lige uden for bilen. Nu er hun tør og i sin seng. Godwin tørrer i selskab med sin PSP. Selv forsøger jeg at bevare modet ved at skriver mig ud af krisen; endda med udsigt til alt vores udstyr, som ligger på gulvet i stuen. Vi forventer at stuve det i bilen i aften, men det kræver altså mindst 20 minutters opholdsvejr. Belært af dagen erfaring kommer der lige en ekstra trøje og flere sokker i bagagen.

Vejrudsigten varsler både regn og vind imorgen, så det skal nok blive spændende at etablerer vores lejr i det grønne. Måske kan jeg efterfølgende få en lille forretning ud af at sælge disse skønne mærker.

mandag den 18. juli 2011

Sylt For En Sag

Det er en stor fornøjelse at kunne præsenterer mit seneste initiativ Sylt For En Sag.

Sylt For En Sag går i alt sin enkelthed ud på at man udnytter sine evner og ressourcer til at hjælpe børn i Afrika. Alle kan være med til mindst et af de 4 trin: Plant - Pluk - Sylt - Sælg. Man kan finde og arbejde sammen med andre, eller man kan gøre det hele selv. Alle muligheder står åbne, og det er ikke spor svært at komme igang.

Du kan læse meget mere på Sylt For En Sag og du kan finde andre deltagere og måske udveksle opskrifter eller bær i vores Facebook-gruppe.

Jeg håber at rigtig mange vil være med. Sig det gerne videre!

lørdag den 16. juli 2011

Flere barndomsminder

Godwins debut på stylter.
Esther med måsen i vandskorpen.
Dagens udflugt gik til Gerlev Legepark. Turen dertil skulle have taget cirka 20 minutter, men til min store frustration kørte vi næsten direkte ned i en kø på motorvejen. Hele turen til Gerlev kom til at tage 5 kvarter. Den helt urimelige kø var resultatet af, at et vejarbejde tvang al vest-gående ferietrafik ind i et enkelt spor. Det har min lille grønne fiat altså ikke tålmodighed til, og den var flere gange ved at koge over. Nu overvejer vi hvordan vi skal undgå en lignende situation på lørdag, hvor vi igen skal den vej.

Vi var de første i Gerlev Legepark, og også de eneste til over middag. Derefter kom en anden familie, og det var så det. Ikke den store forretning, skulle man synes. Parken byder på et imponerende udvalg af lege, som man bare kan kaste sig over. Godwin fandt hurtigt et stativ med stylter, og til min (og drengens) store overraskelse, kan jeg faktisk gå på stylter. Det er åbentbart ikke noget, som man glemmer igen. Godwin lærte sig det hurtigt, og blev lidt grebet af det. Vi brugte også en masse tid i sandkassen, som er udstyret med egen å. Hurtigt kom legen til at handle om at bygge en dæmning. Det var en rigtig god udfordring, og slet ikke så let, som man umiddelbart skulle forvente.

Der var tusind andre lege, som vi slet ikke nåede til. Vi må tilbage en anden dag, og gerne sammen med en masse andre, for det er altså sjovest, når der er nogle at lege med.

Published with Blogger-droid v1.6.9

tirsdag den 12. juli 2011

Kalvehave Labyrintpark

Godwin og Esther i centrum af den store labyrint.
Godwin ved flagstangen i den store labyrint.
I jagten på gode barndomsminder har jeg i dag haft begge mine unger med i Kalvehave Labyrintpark. Det er en stadig udfordring at finde på atraktioner, som har appel til både en teenager og en tumling, men det kunne Labyrintparken klare.

Vi var der tidligt, og Godwin kastede sig straks over et kæmpe skakspil. Derefter stod den på alle mulige labyrinter. For dem som læser med på min haveblog, kommer det næppe som en overraskelse, at jeg er ret betaget af labyrinter, og jeg må da også indrømme, at jeg er kommet hjem med en hel håndfuld ideer, som måske kan realiseres i den ene eller anden have på et senere tidspunkt.

Det lykkedes for os at finde alle bogstaverne, centrum og udgangen i den store sekskantede efeu-labyrint; Ret godt gået, når jeg selv skal sige det. Vi var mere end en gang ved at miste Esther, som ikke synes at genere sig ved at kravle under hegnene. Hun var dog ikke den eneste med hang til snyderi, men klapvognen krævede at vi tog den autoriserede vej, og det var en rigitg fin udfordring. Nu har vi diplom på at vi er Labyrintmestre. Det er altid godt at have papirerne i orden.

Hvis du leder efter en god ferieaktivitet, som henvender sig til alle aldre og til hovedet såvel som fødderne, så kan jeg på det varmeste anbefale Kalvehave Labyrintpark.

Published with Blogger-droid v1.6.9

torsdag den 30. juni 2011

Ikke længere uuddannet


Jeg har netop fået brev fra Univercity Collage Holbæk (eller hvad seminariet i Holbæk nu kalder sig for tiden). De har i al deres visdom besluttet sig for at tildele mig merit for hele 2 linjefag på læreruddannelsen. Således er jeg nu officielt uddannet lærer i fagene fysik/kemi og biologi. Jeg siger tak og bukker. Det føles godt ikke at være uuddannet længere.

I formiddag var jeg på jobcenter, for at hitte ud af hvilke muligheder jeg har for uddannelse. Nu kan jeg strege nogle af mine 'hvisser' ud. Tilbage står dog stadig et par stykker, men jeg kan mærke at jeg får helt blod på tanden efter dagens glædelige besked.

PS. ja, jeg ved godt at man ikke kan læse brevet på billedet.
Published with Blogger-droid v1.6.9

tirsdag den 28. juni 2011

Og så lige en gang til


4 uger i træk er da meget godt, men nu går der nok lang tid før Godwin og Esther igen optræder i reklamerne. Jeg tror ikke at der er flere job i trykken. Måske bringer sommeren noget spændende, og nu har vi jo tid til at kører til det i ferien.

tirsdag den 21. juni 2011

Verdens kedeligste blog

I den senere tid har jeg bestræbt mig på ikke at skrive en masse brok på min blog. Normalt er det ikke noget problem, for der findes så meget andet at skrive om. Alligevel volder mig mig lidt problemer, for jeg har nu en masse opsparet brok, som trænger sig på, og ikke så meget andet at gå op i.

Min krisepsykolog siger at jeg sidder i en snekugle, og har svært ved at se helt klart fordi en eller anden har rystet på min verden og sat en snestorm igang. Måske har hun ret, for mit perspektiv har ændret sig på det seneste, og det er lidt svært at holde fokus.

For at spare verden for mine frustrationer, og mig selv for at svælge i dem på skrift, har jeg afholdt mig fra at skrive noget som helst af egentlig værdi eller substans i lang tid. Det har en enkelt kvik blogger sikkert allerede noteret sig. Ikke fordi min blog plejer at bugne af tænksomme betragtninger om verden, men alligevel.

Nu har jeg dog sparet lidt indestængt energi op, og vil lade det gå ud over de ganske få læsere, som endnu ikke helt har droppet af følge med her. Måske kan det lokke en enkelt tilbage i folden, og hvis det viser sig at gøre godt for min mentale helse, kan det blive et tilbagevendende fænomen; brok!

Når man ikke har så meget andet at tage sig til end at lytte til andres ytringer om dette eller hint, og man kombinerer det med en stor kærlighed til sproget, kan det ske at man falder over nogle særlige områder, som tilsyneladende har været forsømt i skolesystemet i længere tid. Her taler jeg ikke om den klassiske mangel på sammenhæng i ordsprog og faste udtryk. Det har tidligere været en passion for mig, men jeg forsøger at lade det være, for Godwin minder mig til stadighed om at folk i TV ikke kan høre mine belærende bemærkninger til deres ytringer. Nej, for tiden handler det helt enkelt om brugen af overflødige ord, især i nyhedsudsendelser. Lad mig komme med et par eksempler: "Dronningen hun er på officielt besøg i ..." eller "meningsmålingerne de viser at...". Ja, nu sidder du nok og tænker at det er banalt, men når man først får øre for lidt for mange hun og de, kan man næsten ikke undgå at blive irriteret. Prøv engang at lytte efter, når du næste gang holder dig opdateret med universets tilstand på TV, men pas på, for det kan godt være vanedannende. Hvis det ikke er nok sproglig udfordring, så kan man altid kaste sig over vokalerne. Der er enkelte værter, som døjer voldsomt med det. De taler ofte om framtiden, kraft-behandling eller bombe-springninger. Eller de har problemer med at kende forskel på at ligge og lægge.

Jeg kan godt selv høre det; jeg er en sprog-brokke-blogger. Måske er jeg den eneste i landet, som bemærker  disse uregelmæssigheder. Måske er jeg den eneste i landet, som synes at det har betydning. Måske er jeg den eneste i landet, som stadig gidet at gøre opmærksom på det. Lige gyldig hvad, så er det sprogbrok med brok på i forsøget på at holde en vis standard i det danske sprog. Når det er sagt, vil jeg gerne tilføje at mit eget sprog bestemt ikke er uden fejl og mangler. Jeg luger dagligt i det, og forventer at have behov for det resten af mine dage.

At brokke sig over sproget er vist bare en lynafleder for alt det andet, som jeg har lyst til at brokke mig over. Jeg sidder lige nu og overvejer om jeg skal oprette en helt ny, og muligvis anonym blog, hvor jeg kan brokke mig til alle og ingen over alt og intet; en slags sikkerhedsventil på min mentale trykkoger. Lad dette indlæg være en prøveballon på en sådan blog. Hvis de virker, var det måske værd at overveje. Det er under alle omstændigheder billigere end psykologtimer.

søndag den 19. juni 2011

Med tiden bliver det nok kedeligt,

men jeg er ikke helt nået der til endnu! Det er stadig rigtig sjovt at se sine unger i ugens tilbudsaviser, så her får du lige denne uges uddrag af Kvicklys katalog; nu med både Esther og Godwin.




lørdag den 11. juni 2011

- eller et tilbud du bare må ha'


For den opmærksomme læser af Kvicklys katalog kommer dette ikke som en overraskelse. For jer andre er dette bare en servicemeddelelse. Godwin er igen at finde i kataloget, denne gang i undertøj.

torsdag den 9. juni 2011

Nye sko til Hannah og Ruth

Da vi var i Ghana tidligere på året, spurgte jeg Francis på Father´s Home hvad de ønskede sig. Han nævnte sko, gode brugte sko fra Europa. Det er svært at købe ordentlige sko i Ghana, og selv de nye sko er af en ringere kvalitet end vores gode brugte. Derfor satte jeg mig for at forsøge at hjælpe med at skaffe sko.

Kort tid efter at vi kom hjem, spurgt en pædagog i Esthers vuggestue om ikke der var noget, som de kunne gøre, for at give en hånd med arbejdet i Ghana. Med det samme kunne jeg svare at der var behov for sko. Sammen satte vi en lille indsamling igang. Jeg var lidt tøvende, for det er jo ikke nok at samle sko ind, de skal også transporteres til Afrika. Selv har jeg ingen aktuelle planer om at rejse, det er næsten umuligt at sende sådanne sager, og der er længe til næste bestyrelsesmøde, hvor vi sender repræsentanter ud. Problemet viste sig dog også at have en løsning, for Tanja, som jeg mødte i Ghana, fortalte at hun har planer om endnu en rejse ganske snart. Så skulle transporten være i hus.

Jeg hentede den første kasse sko i vuggestuen igår. Der er flere sko på lager, og børnehaven samler også ind. Dem får jeg i dag. På vej hjem gik jeg i den lokale genbrugsbutik, og spurgte om de eventuelt havde en kuffert på lager. De havde netop sorteret en kuffert fra fordi den var lidt rusten i beslagene i bunden. Den fik jeg med gratis, og da de hørte om formålet, fyldte de også et par sko i den. Fantastisk.

Om lidt vil jeg tage fat på at sorterer og pakke sko. Imedens vil jeg tænke lidt mere over det der med at gå i forud beredte gerninger. Jeg ville virkelig ønske at det blev en hverdags-erfaring.

søndag den 5. juni 2011

Godwin i Kvickly-kataloget

Se hvor fin han ser ud!

Man kan jo ikke andet end være stolt. Du kan se ham i denne uges katalog.

torsdag den 2. juni 2011

+1

Har du også pludselig fået en ny knap på din blog? Jeg opdagede +1-knappen idag, og måtte naturligvis lige undersøge sagen. Det drejer sig om en ny type deling. Du kan læse meget mere her.

torsdag den 26. maj 2011

Mangler du lidt inspiration til hækleriet?

Ok, jeg kan godt se at der er ved at gå håndarbejde i blokken, men jeg bliver lige nød til at dele denne idé med dig alligevel.

Forleden var jeg på nettet for at finde noget helt andet og faldt over disse skønne hæklerier.


Billederne stammer fra En meget spændende hjemmeside, som kombinerer matematik og hæklerier. Siden er bestemt et besøg værd. Her kan man se billeder af et hæklet koralrev. Det er virkelig imponerende.



 

Jeg måtte selvfølgelig selv afprøve metoden, og det er virkelig enkelt at lave nogle helt fantastisk former. Jeg hækler på livet løs, dog tror jeg ikke at jeg nogensinde får lavet noget som det jeg fandt på en anden hjemmesider.


Her er virkelig en, som er gået amok med at hækle hyperbolske figurer. Besøg siden og ser hvilke vilde sager man kan hækle. Jeg tror at jeg vil nøjes med at hækle en hyggeting til Esther. Jeg skal nok sætte et billede ind, når jeg bliver færdig.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...