torsdag den 30. juni 2011

Ikke længere uuddannet


Jeg har netop fået brev fra Univercity Collage Holbæk (eller hvad seminariet i Holbæk nu kalder sig for tiden). De har i al deres visdom besluttet sig for at tildele mig merit for hele 2 linjefag på læreruddannelsen. Således er jeg nu officielt uddannet lærer i fagene fysik/kemi og biologi. Jeg siger tak og bukker. Det føles godt ikke at være uuddannet længere.

I formiddag var jeg på jobcenter, for at hitte ud af hvilke muligheder jeg har for uddannelse. Nu kan jeg strege nogle af mine 'hvisser' ud. Tilbage står dog stadig et par stykker, men jeg kan mærke at jeg får helt blod på tanden efter dagens glædelige besked.

PS. ja, jeg ved godt at man ikke kan læse brevet på billedet.
Published with Blogger-droid v1.6.9

tirsdag den 28. juni 2011

Og så lige en gang til


4 uger i træk er da meget godt, men nu går der nok lang tid før Godwin og Esther igen optræder i reklamerne. Jeg tror ikke at der er flere job i trykken. Måske bringer sommeren noget spændende, og nu har vi jo tid til at kører til det i ferien.

tirsdag den 21. juni 2011

Verdens kedeligste blog

I den senere tid har jeg bestræbt mig på ikke at skrive en masse brok på min blog. Normalt er det ikke noget problem, for der findes så meget andet at skrive om. Alligevel volder mig mig lidt problemer, for jeg har nu en masse opsparet brok, som trænger sig på, og ikke så meget andet at gå op i.

Min krisepsykolog siger at jeg sidder i en snekugle, og har svært ved at se helt klart fordi en eller anden har rystet på min verden og sat en snestorm igang. Måske har hun ret, for mit perspektiv har ændret sig på det seneste, og det er lidt svært at holde fokus.

For at spare verden for mine frustrationer, og mig selv for at svælge i dem på skrift, har jeg afholdt mig fra at skrive noget som helst af egentlig værdi eller substans i lang tid. Det har en enkelt kvik blogger sikkert allerede noteret sig. Ikke fordi min blog plejer at bugne af tænksomme betragtninger om verden, men alligevel.

Nu har jeg dog sparet lidt indestængt energi op, og vil lade det gå ud over de ganske få læsere, som endnu ikke helt har droppet af følge med her. Måske kan det lokke en enkelt tilbage i folden, og hvis det viser sig at gøre godt for min mentale helse, kan det blive et tilbagevendende fænomen; brok!

Når man ikke har så meget andet at tage sig til end at lytte til andres ytringer om dette eller hint, og man kombinerer det med en stor kærlighed til sproget, kan det ske at man falder over nogle særlige områder, som tilsyneladende har været forsømt i skolesystemet i længere tid. Her taler jeg ikke om den klassiske mangel på sammenhæng i ordsprog og faste udtryk. Det har tidligere været en passion for mig, men jeg forsøger at lade det være, for Godwin minder mig til stadighed om at folk i TV ikke kan høre mine belærende bemærkninger til deres ytringer. Nej, for tiden handler det helt enkelt om brugen af overflødige ord, især i nyhedsudsendelser. Lad mig komme med et par eksempler: "Dronningen hun er på officielt besøg i ..." eller "meningsmålingerne de viser at...". Ja, nu sidder du nok og tænker at det er banalt, men når man først får øre for lidt for mange hun og de, kan man næsten ikke undgå at blive irriteret. Prøv engang at lytte efter, når du næste gang holder dig opdateret med universets tilstand på TV, men pas på, for det kan godt være vanedannende. Hvis det ikke er nok sproglig udfordring, så kan man altid kaste sig over vokalerne. Der er enkelte værter, som døjer voldsomt med det. De taler ofte om framtiden, kraft-behandling eller bombe-springninger. Eller de har problemer med at kende forskel på at ligge og lægge.

Jeg kan godt selv høre det; jeg er en sprog-brokke-blogger. Måske er jeg den eneste i landet, som bemærker  disse uregelmæssigheder. Måske er jeg den eneste i landet, som synes at det har betydning. Måske er jeg den eneste i landet, som stadig gidet at gøre opmærksom på det. Lige gyldig hvad, så er det sprogbrok med brok på i forsøget på at holde en vis standard i det danske sprog. Når det er sagt, vil jeg gerne tilføje at mit eget sprog bestemt ikke er uden fejl og mangler. Jeg luger dagligt i det, og forventer at have behov for det resten af mine dage.

At brokke sig over sproget er vist bare en lynafleder for alt det andet, som jeg har lyst til at brokke mig over. Jeg sidder lige nu og overvejer om jeg skal oprette en helt ny, og muligvis anonym blog, hvor jeg kan brokke mig til alle og ingen over alt og intet; en slags sikkerhedsventil på min mentale trykkoger. Lad dette indlæg være en prøveballon på en sådan blog. Hvis de virker, var det måske værd at overveje. Det er under alle omstændigheder billigere end psykologtimer.

søndag den 19. juni 2011

Med tiden bliver det nok kedeligt,

men jeg er ikke helt nået der til endnu! Det er stadig rigtig sjovt at se sine unger i ugens tilbudsaviser, så her får du lige denne uges uddrag af Kvicklys katalog; nu med både Esther og Godwin.




lørdag den 11. juni 2011

- eller et tilbud du bare må ha'


For den opmærksomme læser af Kvicklys katalog kommer dette ikke som en overraskelse. For jer andre er dette bare en servicemeddelelse. Godwin er igen at finde i kataloget, denne gang i undertøj.

torsdag den 9. juni 2011

Nye sko til Hannah og Ruth

Da vi var i Ghana tidligere på året, spurgte jeg Francis på Father´s Home hvad de ønskede sig. Han nævnte sko, gode brugte sko fra Europa. Det er svært at købe ordentlige sko i Ghana, og selv de nye sko er af en ringere kvalitet end vores gode brugte. Derfor satte jeg mig for at forsøge at hjælpe med at skaffe sko.

Kort tid efter at vi kom hjem, spurgt en pædagog i Esthers vuggestue om ikke der var noget, som de kunne gøre, for at give en hånd med arbejdet i Ghana. Med det samme kunne jeg svare at der var behov for sko. Sammen satte vi en lille indsamling igang. Jeg var lidt tøvende, for det er jo ikke nok at samle sko ind, de skal også transporteres til Afrika. Selv har jeg ingen aktuelle planer om at rejse, det er næsten umuligt at sende sådanne sager, og der er længe til næste bestyrelsesmøde, hvor vi sender repræsentanter ud. Problemet viste sig dog også at have en løsning, for Tanja, som jeg mødte i Ghana, fortalte at hun har planer om endnu en rejse ganske snart. Så skulle transporten være i hus.

Jeg hentede den første kasse sko i vuggestuen igår. Der er flere sko på lager, og børnehaven samler også ind. Dem får jeg i dag. På vej hjem gik jeg i den lokale genbrugsbutik, og spurgte om de eventuelt havde en kuffert på lager. De havde netop sorteret en kuffert fra fordi den var lidt rusten i beslagene i bunden. Den fik jeg med gratis, og da de hørte om formålet, fyldte de også et par sko i den. Fantastisk.

Om lidt vil jeg tage fat på at sorterer og pakke sko. Imedens vil jeg tænke lidt mere over det der med at gå i forud beredte gerninger. Jeg ville virkelig ønske at det blev en hverdags-erfaring.

søndag den 5. juni 2011

Godwin i Kvickly-kataloget

Se hvor fin han ser ud!

Man kan jo ikke andet end være stolt. Du kan se ham i denne uges katalog.

torsdag den 2. juni 2011

+1

Har du også pludselig fået en ny knap på din blog? Jeg opdagede +1-knappen idag, og måtte naturligvis lige undersøge sagen. Det drejer sig om en ny type deling. Du kan læse meget mere her.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...