torsdag den 9. juni 2011

Nye sko til Hannah og Ruth

Da vi var i Ghana tidligere på året, spurgte jeg Francis på Father´s Home hvad de ønskede sig. Han nævnte sko, gode brugte sko fra Europa. Det er svært at købe ordentlige sko i Ghana, og selv de nye sko er af en ringere kvalitet end vores gode brugte. Derfor satte jeg mig for at forsøge at hjælpe med at skaffe sko.

Kort tid efter at vi kom hjem, spurgt en pædagog i Esthers vuggestue om ikke der var noget, som de kunne gøre, for at give en hånd med arbejdet i Ghana. Med det samme kunne jeg svare at der var behov for sko. Sammen satte vi en lille indsamling igang. Jeg var lidt tøvende, for det er jo ikke nok at samle sko ind, de skal også transporteres til Afrika. Selv har jeg ingen aktuelle planer om at rejse, det er næsten umuligt at sende sådanne sager, og der er længe til næste bestyrelsesmøde, hvor vi sender repræsentanter ud. Problemet viste sig dog også at have en løsning, for Tanja, som jeg mødte i Ghana, fortalte at hun har planer om endnu en rejse ganske snart. Så skulle transporten være i hus.

Jeg hentede den første kasse sko i vuggestuen igår. Der er flere sko på lager, og børnehaven samler også ind. Dem får jeg i dag. På vej hjem gik jeg i den lokale genbrugsbutik, og spurgte om de eventuelt havde en kuffert på lager. De havde netop sorteret en kuffert fra fordi den var lidt rusten i beslagene i bunden. Den fik jeg med gratis, og da de hørte om formålet, fyldte de også et par sko i den. Fantastisk.

Om lidt vil jeg tage fat på at sorterer og pakke sko. Imedens vil jeg tænke lidt mere over det der med at gå i forud beredte gerninger. Jeg ville virkelig ønske at det blev en hverdags-erfaring.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...