lørdag den 20. august 2011

Garnrester og bedstemortern


Jeg ved godt at det er retro-trendy at hækle og strikke. Alligevel gør jeg det. Jeg forsøger for tiden at få orden på mit liv, et projekt langt ud over dette indlægs rækkevidde. En af de ting, som jeg nyder, er at bruge ting op. I årevis har jeg købt lidt ekstra af alt muligt fra strikkegarn til gavepapir, fra dåsemakrel til løse ris, og fra vaskepulver til hårbalsam. Nu er det nok, ja faktisk mere end nok. Det er for meget, og jeg er begyndt på at opbruge lageret. Jeg nyder at tømme en pose spagetti i sikker forvisning om at der er flere på hylden i NETTO. Jeg glæder mig over at pakke en gave ind i en rest gavepapir fra sidste årtusind, og nu hygger jeg mig altså med at hækle alt mit strømpegarn op til et tæppe i bedstemortern. Det skal blive godt for både pladsmanglen i huset og for det mentale lager, som i samme omgang får en tiltrængt overhaling.

Projektet forudsatte at jeg først lærte at hækle bedstemortern. Til den slags projekter er internettet utrolig godt. Man kan forsøge sig på youtube, men jeg ved ikke lige hvad "bedstemortern" hedder på engelsk, så jeg benyttede mig af DROPS fortrinlige side, og nu hækler jeg tern på fuld kraft. Det føles faktisk godt, og går overraskende let. Måske fordi jeg benytter den meget eksklusive hæklenål, som damerne i min lokale garn-biks overtalte mig til at købe. Det er den, som alle de virkelig entusiastiske hækledamer bruger!" forvissede de mig. Dem vil jeg jo nødig stå tilbage for, så nu har jeg den helt rigtige nål til alle mine rester. De er sikkert fuldstændig ligeglade.

Trænger du også til at få ryddet op, kan du jo hækle sammen med mig. Jeg ville normalt foreslå at du sender mig de rester, som du ikke selv har brug for, men det ville jo unægteligt konflikte med formålet med mit projekt, så det gør jeg ikke i første omgang. Måske vender jeg tilbage, hvis mine rester ikke rækker til et nogenlunde hæderligt slumretæppe.

Published with Blogger-droid v1.6.9

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...