lørdag den 3. september 2011

Er det mon noget for mig?



De fleste, som kender mig godt, ved at jeg for tiden leder efter nyt job. Jeg søger højt og lavt og har tilmeldt mig alverdens services, som dagligt bombarderer mig med information om nye ledige stillinger. Her til morgen havde StepStones Jobagent denne liste over jobs, som skønnes at passe til min profil. Denne gang tilbød den et job, som jeg ikke helt kunne undgå at bemærke med en særlig interesse. Danmark søger Statsminister figurerede som nummer to på min liste, lige efter Pædagoger til Børnehuset Strand! Jeg ved næsten ikke hvilken af disse jobs jeg nødigst ville have, men lad mig bare sige at Statsminister ligger godt placeret i feltet.

Jeg måtte naturligvis lige slå jobbet op, og der fandt jeg denne meget flotte annonce, som man kan søge på med et enkelt klik. Det undlod jeg dog at gøre. Jeg holder trods alt ret meget af mit lille land. Dog ville det sikkert tilfredsstille jobcenterets evige hønsen med mig; "Ja, jeg har søgt relevant beskæftigelse i denne uge, og føler mig derfor stadig berettiget til at være registreret som en artig ledig!". Her bør jeg måske gøre opmærksom på at jeg faktisk endnu ikke er ledig, og derfor rent teknisk er i beskæftigelse, omend opsagt. Alligevel skal jeg næsten dagligt klikke på en lille knap på en fin hjemme side, for at undgå at den offentlige kasse drænes for en net sum, anvendt til at sende mig en påmindelse med statsautoriseret, rødfrakket postomdeler. Der gik alligevel grænsen for digitaliseringen! "Når hun ikke har trykket på knappen dybt inde på vores hjemmeside, har hun sikkert slet ikke anvendt sin datamat, og vi kan derfor ikke forvente at træffe hende på almindelig mail (til 0 kroner i porto) eller på SMS (til moderat takst afhængig af abonnement). Nej så må vi gribe til grovere metoder: BREV!" Tænk lige over det - hvis jeg ikke gider at logge ind og klikke på den lille knap, tror du så at jeg er typen, som samvittighedsfuld tømmer min uden for boligen opsatte postkasse? Hmmm... Det er virkelig spændende at stifte bekendtskab med denne del af vores (kontrol)samfund. Måske skulle jeg alligevel søge det job...

For god ordens skyld må jeg hellere lige nævne at det drejer sig om en happening og en form for konkurrence. Læs gerne med. Det er bestemt ulejligheden værd.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...