lørdag den 31. december 2011

Farvel til 2011


Godt nytår!

Sikke et år vi har haft her i familien. Lad mig nævne et par højdepunkter.

Vinterens rejse til Ghana i februar var fantastisk. For første gang tog jeg Esther med til Afrika, og hun klarede udfordringen flot. Godwin var en super hjælper, og vi havde sammen den store glæde at fejre Fathers Homes 10-års jubilæum.

Vel hjemme igen gik Sorø Kommune og dermed også Stenlille Skole ind i en kæmpe spare-runde med skolesammenlægninger og fyringer på programmet. I den omgang blev jeg indstillet til fyring, som det så smukt hed. I virkelighen blev jeg placeret i kommunens pulje for tiloversblevent personale, og derfra blev jeg ikke samlet op igen. Jeg har ikke været på Stenlille Skole siden, men har modtaget krisepsykologisk behandling på kommunens regning. En overraskende god oplevelse. I oktober udløb min ansættelse, og jeg har siden været ledig. Til alt held har jeg i det meste af perioden siden sommerferien været  beskæftiget på Borgerskole, hvor jeg har en deltids-tjans i ABA-teamet. Jeg har udsigt til at blive ledig på fuld tid igen midt i januar. Ikke så spændende.

lørdag den 24. december 2011





Jeg ønsker dig og dine en glædelig jul og et godt nytår!

Tak fordi du kiggede forbi. Jeg håber at du har lyst til at læse med til næste år også!

Jule-vente-hygge




Måske mangler du en lille hyggelig aktivitet til at udfylde dagens ventetid med. Som tidligere år vil jeg gerne viderebringe et forslag til en sådan. I år faldt jeg over denne lille påklædnings-julemand. Selv er jeg ikke så vild med nisser, og synes at tanken om at sende Julemanden til månen er ganske indbydende.

Fortsat god juleaftensdag!



fredag den 23. december 2011

Grødtips

I min familie har vi tradition for at spise risengrød sammen lillejuleaften. I begyndelsen var det vist et oprør imod julens overæderi og en mulighed for at min mor, bror og jeg kunne konspirere inden den store juleaften, med alle dens genvordigheder. Senere udviklede traditionen sig, og er nu det faste samlingspunkt for min mor, bror og jeg, som ikke holder jul sammen hvert år.

Ganske ofte er det mig, som står for grøden, og således også i år. Det leder mig frem til mine grødtips, som kommer her:

  • Kog grødrisene op i vand inden mælken sættes til. Brug cirka lige så meget vand som ris og kog det til vandet er inddampet næsten helt. Kom nu mælken i og fortsæt kogningen som sædvanligt, men med lidt mindre mælk end ellers. Dette lille trix forkorter kogetiden en del.
  • Sæt grøden over i virkelig god tid, gerne omkring middagstid, hvis den skal spises til aften. Kog den gode igennem og lad den derefter stå under låg på det slukkede komfur. En halv time inden spisetid ses til grøden, og der suppleres med mælk efter smag og behag.
Jeg har sat vores grød over, og den står nu op passer sig selv på komfuret. 

Jeg ønsker alle en god og glædelig jul!

søndag den 18. december 2011


Chantal og Francis Jackson har fået en datter! 

Født d. 15. december 2011 klokken 9.08. Vægt 3.580 g, længde 51cm.

Velkommen til verden lille Lisa Aba Jackson.
Jeg glæder mig usigeligt til at lære dig at kende.

Kugler i uld - uldne kugler


Ja, jeg kan godt selv høre at det lyder lidt skummelt, men det er det altså ikke. Jeg er faldet over dette års store trend; strikkede julekugler. Øjnesynligt skal man følge de norske strikke-guruer Arne & Carlos, som af uransaglige årsager har viet deres liv til skandinavisk strik. Deres bog Julekugler storhitter for tiden, og jeg vil selvfølgelig ikke stå tilbage for nogen, når det kommer til strik, så jeg satte mig for at lure dem kunsten af, vel at mærke uden at købe bogen. Det viste sig at en lille rundtur på nettet forsynede mig med rigeligt materiale til at producerer julekugler i autoriseret Arne & Carlos-design. Nu har jeg begået en håndfuld uldent julepynt, som jeg fluks vil forære væk til jul.

Nu overvejer jeg at købe bogen, så jeg kan lave en større variation af strikkede julekugler inden næste jul. Samtidig vil jeg også sætte mig for at pynte op til jul i det kommende år, noget som jeg i den grad har forsømt i år.

Læs mere her, og hug eventuelt grundopskriften her, og lav selv nogle fine design. De behøver jo ikke at være autoriserede.

Wordfeud på telefonen


Jeg så et indslag i fjernsynet om et spil til telefonen forleden dag. Normalt lader jeg den slags gå ind af det ene øre og ud af det andet, men ikke denne gang. Det drejede sig nemlig ikke om et nyt fjollet spil, hvor man skal smide papirkugler i en skraldespand i modvind eller kaste vrede fugle efter grønne grise (begge spil, som jeg allerede har i min telefon uden at overrende dem). Denne gang viste de spillet Wordfeud, som er en telefon-udgave af det kendte brætspil Scrabble. Jeg downloadede spillet med det samme, og jeg må ærligt indrømme at jeg har spillet det lige siden. Jeg var godt advaret om at det ville være vanedannende, og det lyder da også værre end det er, for i virkeligheden kan man spille det hele tiden uden at brug hele tiden på det. Ja, smart ikke?! Jeg spiller gerne 4-5 spil på samme tid, og man behøver ikke at lægge nye ord lige med det samme. Man kan bruge et par minutter i ny og næ og lægger et par ord. Hvert træk skal bare foregå inden for 72 timer. Det kan jeg sagtens klare. Nu går jeg og glæder mig til at se hvad mine modstandere har fundet på, og når jeg har en ledig stund, grubler jeg over ord og bogstaver. 

Jeg kan bestemt anbefale det, og hvis man kan få et par venner med på spillet, er det virkelig godt. Det er bare sjovere at spille mod en, som man kender, end mod en tilfældig modstander. Du kan læse mere her, og downloade spillet gratis. Hvis du vil slippe for irriterende reklamespots, skal du dog betale. 

Jeg går under navnet ihiala, og jeg tager gerne imod en udfordring.

En servicemeddelelse

Årets sidste Kvickly-katalog med Godwin i er på gaden. I denne omgang optræder han i undertøj. Af en eller anden grund kan de godt lide at få ham til at se lidt tvær ud. Personligt synes jeg bedst om de billeder, hvor han smiler eller griner. Det blev ikke i denne omgang, men mon ikke han får chancen igen til næste år.

Esther er også blevet fotograferet, dog ikke til Kvickly. Hun optræder i Molos kommende vinterkatalog. Man må dog ruste sig med tålmodighed, for det er først på gaden til august. For de utålmodige kan man også lede efter hende i denne vinters Molo-katalog. Der kan man finde hende i en yngre udgave. Det er lidt sjovt at der er næsten et helt år imellem optagelserne og kataloget. Jeg har allerede set det nye katalogbillede, og der er hun også rigtig fin. Der er noget at glæde sig til.

tirsdag den 6. december 2011

Værd at tænke over


Jeg er normalt ikke så god til serier af billeder af dette eller hint, men jeg måtte alligevel se denne serie igennem. The 45 Most Powerful Images Of 2011, hedder serien, og den gjorde et stort indtryk på mig. Sikke et år vi har haft!
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...