onsdag den 25. april 2012

Esther på forsiden

http://www.cover.dk/cover/shanes-verdensrum
Linda fra Esthers vuggestue gjorde mig opmærksom på at hun havde spottet Esther på forsiden af Kids Cover (yderst til højre). Jeg synes ellers at jeg havde holdt godt øje, men ikke lige så godt som Linda. Tak for hjælpen!

Jeg har endnu ikke fået fat på et blad, så jeg ved ikke om der findes flere billeder inde i magasinet, men jeg tror det ikke, for opgaven lød på "forsidebillede".

tirsdag den 24. april 2012

Eksamensopgave

I dag fandt lodtrækningen sted, og det er nu bestemt hvilket af de 4 sæt kloge spørgsmål, som Sjælland Rundt har lavet til sig selv, som jeg skal besvare i en eksamensopgave. Måske lidt kryptisk, så her følger en kort forklaring. Jeg læser et enkelt fag; psykologi, på meritlæreruddannelsen. I den anledning er jeg med i en studiegruppe; Sjælland Rundt. Vi skal hver især skrive en eksamensopgave ud fra nogle spørgsmål, som vi sammen har formuleret inde for fagets faglige rammer. Det er nu besluttet at jeg skal skrive opgave nr. 3, som handler om mobning og uro i skolen. Jeg har 7 dage, skal skrive maksimum 5 sider, ved siden af planlægningen af 1 stk. konfirmationsfest. På tirsdag skal jeg aflevere et begavet oplæg til den kommende mundtlige eksamen. Med andre ord; jeg er gået i tænkeboks med min opgave. Alt andet står på stand by.

Dagen har budt på utallige søgninger på teoretikere, søgen efter dokumentet, som jeg tidligere har gemt, og siden glemt hvor, bestilling af litteratur på nettet samt repetition af teori, som var blevet lidt støvet. Nu er de første sætninger skrevet, de første afsnit linet op og der begynder at brede sig en rar stemning af overblik. Heldigt, for om et øjeblik skal Esther hentes, maden skal laves, Godwin skal sendes afsted, og alt mulig andet kedeligt husholdning skal foretages. Der bliver nok at se til i denne uge. Bare jeg når det hele!

onsdag den 18. april 2012

Ungdomsvelsignelsesforbededelse for forældre

Ja, jeg er godt klar over at det nok ikke er et ord, som bliver indført i den næste udgave af retstavningsordbogen, men ikke desto mindre er det lige netop det, som jeg er igang med. Sønnen skal ungdomsvelsignes, lige som han blev barnevelsignet, da han kom ind i verden. Mange spørger mig hvad det går ud på, så her kommer en kort forklaring:

Ungdomsvelsignelse er en særlig fejring af overgangen fra barndom til ungdom, og foretages ved en særlig gudstjeneste. Tidsmæssigt finder det sted hvor de fleste bliver konfirmeret. Forud for ungdomsvelsignelsen er der gået en tid med undervisning af den lokale frikirkepræst og en deltagelse på en speciel undervisningslejr; Konfilejr. Velsignelsen er tænkt som en bøn om beskyttelse og hjælp igennem en tid, som rummer mange vanskelige ting. Ungdomsvelsignelsen ligner på mange måder konfirmationen, dog uden konfirmationens karakter af bekræftelse af
barnedåben. De unge spiller en central rolle i gudstjenesten, og viser derved noget af det, som de har lært igennem undervisningsforløbet.

Godwin har gået til præst i Osted fordi menigheden i Sorø, som vi tilhører, ikke har andre på hans alder, og derfor har hægtet sig på holdet i Osted. Det har ikke været det store hit hos drengen, som meget hurtigt kom sig over begejstringen over at have fri fra skole, medens de andre går til præst. Alternativet for ham bød nemlig på en hel aften om ugen i Osted. Nu er der kun et par gange tilbage, og jeg glæder mig til at han bliver færdig. Det er lidt bøvlet med transport, og ganske ofte må jeg køre ham.

Tilbage står nu ungdomsvelsignelsesforberedelse for forældre. Med andre ord er jeg ved at planlægge drengens fest og fejring. Jeg har efterhånden et nogenlunde overblik over hvad jeg gerne vil lave, men det skal jo stadig gøres. Mandag kom min mor mig til undsætning. Hun tilbød at hjælpe mig med at købe tøj til ham. Lige som jeg selv, kan han ikke fordrage at købe tøj, og han har da også modsat sig den store shoppetur. Mor og jeg tog derfor udfordringen op og købte tøj til ham. Vi fik både sko, bukser, t-shirts, underbukser og en rigtig flot skjorte. Overraskende nok passede det hele ham, og han så rigtig godt ud. Sikke et hit! Tilbage står så bordpynt, sang, tale, bordkort, frisør, overraskelsestur, borddækning, menu, reception, osv. osv. Der er nok at tage fat på! Og sikkert mere til, som jeg bare ikke er kommet i tanke om endnu.

Jeg har sat mig for at gøre det så godt som muligt uden at blive revet med af andres flotte fester med helikopterture, band, stor kokkekunst og ekstravagante gaver. Festen skal jo gerne passe til familien.

søndag den 15. april 2012

Gratis reklame for min bog

http://www.etterbjerg.dk/31920160
Jeg fandt denne lille tekst på Kolonihaveforeningen Etterbjergs hjemmeside. Måske er der et uopdaget marked i kolonihaveforeningerne rundt omkring i landet. Det er dejligt at læse at de anbefaler min bog, og det glæder mig rigtig meget at se at bogen bliver læst og brugt. Den er jo lige netop skrevet til folk, som er ved at købe have.

Måske skulle Sorø Kolonihaveforening have noget tilsvarende på sin hjemmeside. Gad vide om jeg ikke lige skulle høre bestyrelsen ad. Jeg har allerede placeret en lille reklame på foreningens hjemmeside, men en omtale som denne ville være super.

Tak til Etterbjerg for den fine omtale!

lørdag den 14. april 2012

Godwin, nu i undertøj

Ja, i virkeligheden er han jo næsten altid i undertøj, men denne gang er det altså kun undertøj.

fredag den 13. april 2012

Bordmanerer

Jeg forsøger at opdrage mine børn til at spise pænt, så de ikke påkalder sig negativ opmærksomhed under måltiderne. Mit udgangspunkt er min egen temmelig traditionelle opdragelse. Da jeg var barn lærte jeg alle de fornødne dyder, så jeg (næsten) kan deltage i et kongeligt taffel uden at komme i uføre. Jeg lærte blandt andet at man afpasser de forskellige dele af måltidet, så de kan spises sammen nogenlunde synkront, hvis der vel at mærke er tale om varm mad. Altså kartofler, frikadeller, sovs og bønner skal spises sammen eller skiftevis, sådan at man bliver færdig med alle dele cirka samtidigt. Det samme forsøger jeg derfor at lærer Godwin. Flere gange har han dog protesteret imod denne metode. Han bryder sig ikke om at blande tingene sammen, og fastholder at han gerne skal spise det hele, men ikke på samme tid. Af en eller anden mærkværdig grund fastholder jeg alligevel kravet, for "sådan gør man altså". Men hvorfor egentligt? Der er da ingen, som forventer at man spiser smørrebrød eller morgenmad på den måde. Forestil dig lige at man tager en bid af en sildemad, fortsætter til en mad med roastbeef inden man snupper en bid af en ostemad, bare for at begynde forfra igen. Eller at man spiser en skefuld yoghurt med mysli, en bid grovbrød med marmelade og en mundfuld kaffe, sådan på skift. Nej, i disse tilfælde er det fuldt ud accepteret at spise delene hver for sig. Faktisk ville det modsatte blive opfattet som mærkværdigt.

Findes der mon en god forklaring på hvorfor nogle måltider skal spises serielt og andre parallelt? Hvis der ikke gør, er jeg villig til at reviderer min egen opfattelse af hvad der er god opførsel. Ikke at jeg forventer at det vil forandre mine følelser over for drengens alternative bordmanerer, men jeg må forsøge at holde inde med mine påtaler, og acceptere at tiden er løbet fra min børnelærdom.

fredag den 6. april 2012

Glædelig påske!


Jeg ville ønske at min have bød på så fint et motiv som dette, men jeg må indrømme at jeg har lånt det, for hos mig er der mest udsigt til brunt og grumset, jord i bunker og visne rester fra sidste års havepryd. Det skal dog ikke afholde mig fra at ønske alle læsere på denne side en rigtig glædelig påske! Må højtidens budskabe varme os og opstandelsens mirakel snart nå til haverne også.

Kristus er opstanden!
Ja, Han er sandelig opstanden!

Lad mig også lige minde om at det jo lige nu er tid til at læse Påsken for begyndere for børn og andre nysgerrige i familien, som gerne vil vide mere om påsken hændelser og historier. 


Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...