torsdag den 31. maj 2012

Pixi-bøger - min nye hobby

Pixi-bøger
Jeg trænger til en ny hobby. Noget man kan beskæftige sig med, når haven er lukket ned for vinteren og fingrene er slidt af strikkepindene i vintermånederne. Noget jeg kan hygge mig med, når jeg går på loppemarkeder, på nettet og på visit hos venner og familie. Jeg har engang samlet på frimærker, men synes at det er så uoverskueligt, at  jeg endte med at give op. Ikke fordi en samling behøver at blive komplet, men det er alligevel en rar følelse, når det begynder at ligne noget. Derfor har jeg længe søgt efter et andet samleobjekt.

Idag kom Esther igen slæbende med en håndfuld Pixi-bøger, som hun gerne ville have læst højt. Pludselig slog det mig at dem kunne man da samle på! Jeg har allerede nu svært ved at købe en enkelt af dem, uden lige at se efter om kassen også rummer de andre titler i de små serier. Det betyder at vores husholdning allerede rummer en god start på en ny samling. Jeg har ikke tænkt mig at tage bøgerne fra den lille frøken, men måske kunne jeg få lov til at overtage dem, efterhånden som hun er færdig med dem.

Fra i dag af vil jeg være Pixi-bogs-samler! Hvis du ligger inde med nogle af de små bøger, som du ikke længere skal bruge, modtager jeg dem meget gerne. Jeg må have samlet en god portion, før jeg begynder at organiserer min samling. Allerede ny hygger jeg mig med min nye hobby!

En hurtig søgning på nettet viste mig at der allerede findes en del Pixi-samlere, så mon ikke jeg kan hente lidt tips og trix hos dem under vejs.

tirsdag den 22. maj 2012

Den nærmeste omvej

"Hellere kom galt afsted en slet ikke at komme afsted." Dette er et af de visdomsord, som mine forældre har indprintet mig igennem min barndom. Vi taler også gerne om "den nærmeste omvej". Sådan en tror jeg at jeg har fundet her. I min søgen efter et nyt job faldt jeg over et opslag, som bragte mig til dette kort på Krak. Glem alt om sted- og retningssans. Anskaf en navigator og kør blindt efter den, hvis du skal finde ind til Vestforbrændingen i Glostrup.

Tanker fra et aktiveringstilbud

På den første reelle sommerdag i dette år påbegyndte jeg mit andet jobsøgningskursus. Sidst var jeg hos Aktuel Undervisning i Slagelse, men denne gang har man fundet et langt bedre tilbud hos Naesborg i Sorø. Når sandt skal siges, så virker kurset hos Næsborg også langt mere struktureret og effektivt end det tidligere afprøvede i Slagelse, men de har begge den indbyggede antagelse at jeg ikke har et job fordi jeg ikke er god til at søge et. Det er ikke helt min opfattelse at det hænger sådan sammen, selv om jeg selvfølgelig til enhver tid kan forbedre mine færdigheder ud i den svære kunst at konstruerer et CV og forfatte en ansøgning. Mit bedste bud er at jeg, og sikkert mange af de andre på kurset også, er ledig fordi der faktisk ikke findes ret mange jobs at søge. Hvis den præmis holder, har kurset kun det formål at gøre kursisterne i stand til at mase sig frem i køen til de få job som findes. Det kan på ingen måde løse problemet med at der er for mange mennesker til for få jobs. Faktisk kan det bare stresse os yderligere, for var det ikke i forvejen alles kamp mod alle, så blev det det da nu, og denne gang med tungere våben; ny færdigheder ud i jobsøgning!

Vi indledte dagen med en navneleg. Allerede der var jeg ved at stå af. Jeg må ærligt indrømme at jeg har leget min kvote af navnelege for et helt liv, og føler mig slet ikke motiveret til at udvide mit repetoir. Resten af dagen var heldigvis langt mere struktureret og præget af reel undervisning. Dog med den skønne helgardering at vi da til enhver tid selv kunne vælge at bruge den metode, som blev skitseret. Jeg siger tak! Ja, selvfølgelig kan jeg da selv vælge. Det er en af grundforudsætningerne i det demokratiske samfund, så tak for det. Jeg valgte at forsøge mig med et par småændringer i min ansøgning på et job i Ringsted. Nu må vi se om de synes om fængslende overskrifter og poppede salgs-fraser. Personligt har jeg min tvivl, og i det lidt større perspektiv er jeg også lidt i tvivl om hvor vidt et job opnået på denne måde i virkeligheden er noget for mig. Dog undlod jeg at omvende mit CV, så årstallene står i den foreskrevne rækkefølge. Alene på den baggrund kan jeg nok forvente at havne i papirkurven, og så er skaden jo ikke så stor.

Vi blev også udsat for en personlighedstest. Denne gang DISK-testen, som efter sigende skulle være en meget kostbar test. Ved at prioriterer en række ord blev det lysende klart for mig at jeg stadig er den type, som alle mulige andre teste har vist mig tidligere. Det var de en rar fornemmelse at blive bekræftet, men fuldstændig overflødigt. Jeg plejer at sige at man bare kan vise mig kategorierne inden for hvilke jeg skal placeres, og så skal jeg nok sige hvor jeg vil enden. Sådan var det også denne gang. Selvindsigt er godt nok, men der er bare kun så meget at se ind på, og jeg er træt af at kigge den vej.

Foreløbig er jeg ikke imponeret. Kurset virker som et rigtig fint kursus, men jeg er meget i tvivl om jeg er en rigtig kursist for dem. Jeg er bange for at jeg ikke er en del af målgruppen, og det virker heller ikke som om ret mange af de andre cirka 20 personer er det.

En formildende omstændighed er der dog; Susanne, som jeg mødte uden for bygningen afventende dørenes åbning, så vi sammen kunne myldre ind i de hellige haller. Hun virker som en super hyggelig og sjov pige, og vi skal nok få lidt spads ud af det hele, om ikke andet. Om lidt tager jeg der hen igen, og så må vi se hvad de har at byde på.

søndag den 20. maj 2012

Godwin og hans tvilling

Godwin og Godwin
Jeg troede egentlig at vi havde set de sidste billeder af Godwin i denne omgang, men jeg havde da glemt disse to. Nu tror jeg så at der kommer til at gå lang tid før man ser ham i Kvicklys katalog igen. Det kommer lidt i bølger, og på det seneste har der ikke været nogle opgaver til ham. Måske er han ved at være lidt for høj til at lave børne-billeder.

søndag den 13. maj 2012

Cykelstol på mountainbiken

Godwin og Esther på cyklen
Godwin afleverer og henter somme tider Esther i vuggestuen. Derfor har han længe ønsket sig en cykelstol til sin cykel, så han slipper for at gå. Forleden fandt jeg en cykelstol i en genbrugsbutik. Den kostede den nette sum af 50 kroner. Jeg betæænkte mig ikke et øjeblik, og stor var begge ungernes glæde, da jeg kom hjem med stolen. Nu er den monteret på Godwins cykel, og efter et par indledende øvelser, ser han ud til at have styr på at køre med den. Det er ikke så let, for balancen er helt anderledes, end når man køre solo. Det største problem er at få Esther af cyklen igen. Hun er helt vild med at køre, og hvis det stod til hende, skulle Godwin sikkert køre for hende hver dag. Jeg glæder mig over en hjælpson søn og en glad datter.

Published with Blogger-droid v2.0.2

mandag den 7. maj 2012

Godwins ungdomsvelsignelse

Hele holdet til ungdomsvelsignelse 4. maj i Missionskirken i Osted
Fredag d. 4. maj blev min store dreng ungdomsvelsignet (komfirmeret) i Missionskirken i Osted. Her er han sammen med resten af holdet. Der blev holdt en flot festgudstjeneste i en stopfyldt kirke og rigtig god stemning. Efter en kort reception kørte vores selskab til Sorø for at holde fest. Godwin tog turen på motorcykel sammen med Tue. I Sorø havde vi dækket flot op til gæsterne i Frikirkens lokaler, og det blev en rigtig hyggelig og flot fest. Meget overraskende mødte både min gamle mormor op og klarede hele dagen i fin stil. Hun holdt endda en lille tale til drengen. Også drengens far dukkede uventet op, men det blev en dejlig overraskelse for knægten. Alt i alt havde vi en skøn dag. Det hele klappede, maden smagte og alle hyggede sig. Godwin fik lige hvad han ønskede sig, og var stolt og glad hele dagen. Selv var jeg glad og lettet da det hele var ovre, og jeg skal nu indhente alt det, som jeg har forsømt lidt i ræset. Især trænger haven og huset til en større omgang.

Tak til alle jer, som var med til at gøre dagen rigtig flot og festlig for Godwin og resten af familien!


Godwin i Kvickly


I denne uge er Godwin igen i Kvicklys katalog. Denne gang har han lidt mere tøj på.

fredag den 4. maj 2012

Ungdomsvelsignelse

Min lille dreng er blevet stor, og i dag skal han fejres, både i kirken og med en fest. Han skal ungdomsvelsignes. Det kommer til at foregå i Missionskirken i Osted i dag, på store bededag, klokken 10:30. Bagefter holder vi fest for familien og de nærmeste. Drengen glæder sig helt enormt, og har virkelig lagt sig i selen i de sidste par dage. Det er dejligt at arbejde sammen med ham, og skønt at opleve at han gør en flot indsats for at det skal blive en god dag. Nu håber vi på hæderligt vejr, god stemning og en flot dag! Jeg glæder mig.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...