tirsdag den 9. oktober 2012

Fødselsdag og Nessie

Nessie til Esther

Det er min fødselsdag i dag, så lad mig indlede med at sige mange tak for alle de søde hilsner, som jeg har modtaget på SMS, mail og på FB. Det er dejligt at opleve.

På min skole blev jeg spurgt af mange om hvordan jeg skulle fejre dagen. Desværre er jeg ikke så god til at arrangerer noget for mig selv, så her kommer det sande og temmelig kedelige svar. Jeg indledte dagen med at stå alene op medens ungerne sov videre. Efter en rolig morgenstund vækkede jeg dem begge, smurte en lynhurtig madpakke og stormede jeg ud af døren med Esther i hælene, hylende fordi hun ikke ville have lige netop den udvalgte bluse på. Hun skulle fotograferes i børnehaven, så for en gangs skyld var det mig, som tog beslutninger om påklædning. Vi kom ikke ligefrem tidligt ud af døren, men tøjkrisen hjalp ikke rigtig med til at få indhentet det forsømte. I min skole har vi flex-uge, hvilket betyder at jeg ikke har almindeligt skema i denne uge, men skulle være med i et fint projekt om stoffer på 8. årgang i dag. 5 timer i selvskab med elever på 8. årgang er en helt særlig oplevelse, og jeg var da også lettet, da klokken slog 13, og jeg kunne forlade deres hus. Tilbage på programmet var 2 møder, indkøb og den almindelige aftenrutine. I dagens anledning spiste vi dog på pizzaria. Efter puttetid fandt jeg bøgerne frem. Der er ikke noget som et par timer i selvskab med store teoretikere som Ziehe, Habermas og Giddens. Ja, jeg læser stadig et par fag på meritlæreruddannelsen. Nogenlunde forberedt til morgendagens studiegruppemøde på skype slog jeg stængerne op til lidt tv og strikkehygge. Nu er jeg opdateret på De unge mødre og Esther kan får sin Nessie, som er færdig og hæftet. I skrivende stund er jeg faktisk ved at afprøve den, og jeg kunne godt forestille mig at jeg vil lave en til mig selv også. Tak til alle bloggerene, som har inspireret mig til endnu et udryd-garnresterne-projekt. Det kan der komme meget godt ud af.

Om lidt vil jeg lukke og slukke og gå i seng. Med lidt held kan jeg have den for mig selv hele natten. Hvis ikke må jeg dele den med Esther, som har udviklet en helt fantastisk evne til at snige sig ind i min seng uden at jeg opdager det. Det mærkes dog dagen efter, for nattesøvnen bliver af helt samme kvalitet med Esther i sengen.

Sådan lidt overodnet kan jeg godt se at jeg har nået en masse, men det føles alligevel ikke helt som fødselsdag, så måske skulle jeg skynde mig at arrangere en lille sammenkomst af gode mennesker i efterårsferien. Det må da kunne lade sig gøre.

PS. Tak til Christian, som havde rund fødselsdag i weekenden, og i dag diskede op med flotte lagkager på lærerværelset. Mange troede at de var fra mig, men jeg bliver nok nød til at finde på noget andet en af dagene alligevel.


Published with Blogger-droid v2.0.2

1 kommentar:

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...