torsdag den 28. februar 2013

Lockout-varsling

Nu har Kommunernes Landsforening logcout-varslet de danske skolelærere. Det betyder at vi er varslet om at en konflikt kan træde i kraft fra d. 1. april. Man kan lægge i den varslede dato hvad man vil, men fast står det at vi risikerer at få forlænget vores påskeferie med lockout fra vores respektive skoler.

For mig personligt betyder det at jeg kan se frem til et par ekstra dage til at gå i haven eller læse på mit studie, men for eleverne betyder det at der ikke bliver skolegang op til deres afgangsprøver. Det er en yderst uheldig situation for dem, og jeg håber ikke at det kommer til at tage for lang tid, før denne redelighed bliver løst.

Helst så jeg et rimeligt forlig, som tilgodeser elevernes behov for en kompetent og velfungerende folkeskole samtidig med at man respekterer lærernes behov for at kunne planlægge egen arbejdstid i et vist omfang. Det er bare ikke helt det samme at sidde i skranken i borgerservice inden for åbneningstiden, og at være lærer med ansvar for undervisning, forældresamarbejde, teammøder og forberedelse, for bare at nævne nogle af de opgaver, som min dag er sammensat af. For at få det til at gå op i en højere enhed uden at slække på kvaliteten af undervisningen, er det nødvendigt at man dropper tanken om at lærer-gerningen kan udøves på markedsøkonomiske principper, og indser at de særlige krav kræver en særlig fleksibilitet, som kun kan skaffes ved en fleksibel arbejdtstidsordning. Det håber jeg at vi når til enighed om inden d. 1. april.

Published with Blogger-droid v2.0.2

søndag den 10. februar 2013

Tid, sted og anvendelse?

Asger havde fødselsdag i går. Tillykke! Han fejrede den med at passe på sin syge familie. Jeg kiggede forbi og gik derfra med en gave. Tak for det. Desværre ved jeg ikke hvad det er, så nu håber jeg at nogen her kan hjælpe mig.

Det drejer sig om denne skønne gaffel. Som det fremgår af billederne er den cirka 30 cm lang og har et fint træhåndtag. Det kunne godt se ud som om den er lavet til servering. Den har et stempel med indskriften STAINLESS 18-8, NIELSJOHAN, SWEDEN.

Kan du mon hjælpe mig med en forklaring. Jeg spørger som en anden Peit van Deurs: "Hvad er det? Tid sted og anvendelse?"




Fastelavn er mit navn

Esther laver glasur
I fredags afleverede jeg en mariehøne i børnehaven. Hun var iført sidste års kostume, som hun har haft et helt år til at vænne sig til. Det er blevet noget trangt til hende, men hun var glad for at få det på, og har nu gået med det i flere dage. Lørdag deltog vi i den årlige tøndeslagning i Holdberg Arkaden i Sorø. Der var utrolig mange mennesker og mange rigtig flotte udklædninger. Esther var ikke vild med arrangementet, og var kun med til et enkelt meget nødtvunget slag med assistance fra mig. Resten af festen nød hun på afstand, lokket med en flødebolle fra arrangørerne. I "gamle dage" fik de en fastelavnsbolle fra bageren. Man kan godt mærke at finanskrisen også kradser i Handelstandsforeningen.

Her hjemme har vi fejret fasten med bagværk. Et eller andet sted er det med faste vist gledet lidt i baggrunden. Typisk dansk; lad og fejre det ved at mødes og spise noget sødt og fedende! Nå, men den hoppede vi altså også på. Jeg tog en genvej og bagte noget fra frost. Jeg er meget resultatorienteret, når det gælder bagværk, og jeg bliver altid ærgerlig hvis jeg får bikset noget sammen, som ikke rigtig lever op til forventningerne. Esther hjalp til med dekorationen, og opdagede samtidig at hun har smag for glasur. Fastelavnsbollerne blev ret flotte, og bortset fra en teenage-melt-down-episode ved bordet, var det ret hyggeligt.

I dag gør vi os klar til fastelavnsfest i kirken. Det skal nok blive hyggeligt, og så må det vist også være nok. Jeg håber at de bruger anledningen til at fortælle os hvad hele historien om fasten i virkeligheden handler om.

Fastelavnsboller

Babytrøje i brombærstrik og ret

Babytrøje i brombærstrik og ret
Min gode ven venter sig en søn sidst på måneden, så jeg har strikket som en besat for at nå at få dette lille projekt færdigt. I går kunne jeg så indkøbe knapper, noget som jeg altid gør, når arbejdet er færdigt. Nu er de monteret og trøjen er pakket ind og klar til den lille nye.

Det gode ved at strikke babytøj er at man kan lave noget spændende og måske langsomt uden at gå kold på projektet. Samtidig kan man glæde en anden med en rigtig personlig gave. Ulempen er at man ikke selv får fornøjelsen af at bruge værket og helt galt er det hvis modtageren ikke forstår at værdsætte det store arbejde, som er lagt i strikketøjet. Det er jeg nu ret sikker på at min ven gør, så jeg glæder mig rigtig meget til at overrække gaven. Hun får den på forhånd, for den er så lille at den skal tages i brug med det samme.

Opskriften er fra DROPS, og kan hentes gratis på nettet.

tirsdag den 5. februar 2013

Undulat nr. 3

Den nye undulat
Jeg er godt klar over at jeg har en (svag) tendens til at nørde. Der skal ikke ret meget til før jeg kaster mig ud i at undersøge, læse op på, google og blogge om noget. For tiden går denne tendens ud over mit fuglehold (og dig, kære læser!).

Det er ingen hemmelighed at jeg er meget glad for vores to fine undulater Fuglius og Fuglia. Faktisk var tanken at de skulle have lov til at blive til flere fugle, bare fordi det kunne være sjovt at følge med i. De er købt som hhv. han og hun, men desværre er det nok ikke helt sådan de faktisk er skabt. Jeg har forhørt mig i fuglekyndige kredse, og der fortæller man mig at det kan være svært at se det blå over næbet, når man har fugle med lys fjerdragt. Det har jeg, og især Fuglia har været meget svær at aflæse. I en periode har de haft en redekasse, været meget glade for at besøge den, men på intet tidspunkt produceret noget, som ligner afkom. Vinteren er ikke den mest gunstige periode for fugleavl, men alligevel... jeg havde da drømt om lidt mere. Nu vender lyset tilbage, og fuglene er kommet i forårshumør. Det betyder at de bliver lidt tydeligere i deres farve, og det har desværre gjort mig stærkere i troen på, at jeg er den glade ejer af 2 hanfugle. Lad mig med det samme offentliggøre at Fuglia skifter navn til Fuglian. Så skulle det lille problem vist være løst.

Det næste problem er så at vi ikke kan forvente familieforøgelser med den bestand, så i dag har Esther og jeg været på fugleindkøb efter en dame-fugl. Målet var at hjembringe en olivengrøn hun-undulat, og det er lige netop hvad vi har gjort. I butikken forsikrede den meget dygtige ekspedient mig om, at den udvalgte fugl er en hun. Den har faktisk allerede lagt æg i buret i butikken. Den havde tilsyneladende fundet sammen med en bur-kammerat, og uden fuglekasse eller rede havde den forsøgt at stifte familie. Selv om det betyder at den ikke er helt ung, er det alligevel et godt tegn for en køber med mine hensigter, og vi valgte derfor at tage hende med hjem. Esther holdt stolt den lille pap-kuffert med fuglen i på vej til bilen. Hun var ikke til at skyde igennem.

Nu er den nye fugle blevet introduceret til det to "gamle". Der står sikkert en masse i bøgerne om hvordan det bør gribes an, men jeg tog chancen og satte dem sammen med det samme. Det tog ikke mange øjeblikke før Fuglius var på banen for at undersøge den nyankomne, og et øjeblik var jeg lidt bekymret over om han måske var lidt får hård ved hende. Det gik dog hurtigt over, og efter ½ times tid sad de alle 3 på samme gynge og pudsede fjer. Vi har altså nu en lille fin flok fugle i udvalgte farver, som med tiden skulle være i stand til at frembringe afkom af ikke forudsigelig kulør og aftegninger. Det skal nok blive spændende. Foreløbig får de lige lidt tid til at lære hinanden og den nye situation at kende. Senere skal redekassen findes frem igen. Vi skulle jo gerne fylde hele det store bur op med unger i løbet af sommeren. Så er spørgsmålet bare om det er til at komme af med dem igen. Nu må vi se.

Og så til det svære spørgsmål: "Hvad skal fuglen hedde?" Jeg er ikke sikker endnu. Det skulle jo gerne være noget, som starter med Fugl- og ellers ligner et pigenavn. Foreløbig er Fugliette, Fuglione og Fugliella i spil. Kom gerne med et godt bud; jeg er slet ikke klar til navngivning endnu.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...