lørdag den 13. april 2013

Lockout, dag 11. Lockout-kager og påskeliljer.

Vi er tilbage ved udgangspunktet; Campusskolen. Dagens aktion i Lockout-land foregik for mit vedkommende ved min egen arbejdsplads i silende regn. Målet var at hilse på og ønske god weekend; denne gang bevæbnet med påskeliljer og lockout-kager. Ja, under andre forhold ville det på ingen måde give mening, men på en eller anden mærkværdig måde, virkede det helt naturligt. Sådan en lockout gør noget ved ens normalbilleder.

Kari og Anne med Lockout-kager 
I tirsdags holdt vi lockout-event på biblioteket, og der udnyttede vi tiden til at udvikle ideen til Lockout-kagerne. Manja tog alle tankerne med hjem, og har nu produceret 200 fine kager, som vi delte ud ved skolen. Sikke et flot stykke arbejde Manja! Kagerne var et stort hit, og der var en positiv og hyggelig stemning ved "vores" parkeringsplads. Både elever og lærere kiggede forbi, og der var ingen tvivl om at kagerne var mere populære end påskeliljerne.


Ja, måske kræver de påskeliljer også et ord med på vejen. Historien er vist noget med at en gartner på Fyn har foræret os en enorm mængde påskeliljer, som vi kan dele ud af. Vores kreds (Ringsted-Sorø) har modtaget intet mindre en 13.000 potter, som vi nu forsøger at dele ud sammen med en lille hilsen fra lærerne. Vi har påskeliljer til op over begge øre, og vi havde rå mængder med ud på skolen også. Folk bliver glade for en lille blomst, og vore pedel kom også ud og fik en hilsen. Faktisk fik han et par bakker med inde på skolen. Dem vil han plante ud i et bed på et passende sted. Tænk; vores helt eget lockout-bed, som vil blomstre hvert forår langt frem i tiden. Ikke nogen dårlig idé.

Elever på vej ind fra feltarbejde.
Selv om det så ud som om de havde biologi, var de langt gladere for kagerne end for påskeliljerne. Forstå det hvem det kan.

Opskrift på Lockout-kagerne findes på facebook

Peter Lund på visit i Lockout-land
Jeg tror at vi er savnede, for ud fra skolen kom både Peter Lund, vores ærværdige skoleinspektør og Hans, som er viser. Det var hyggeligt at se dem, og de fik da også både påskeliljer og kager med på vejen.

Når jeg sådan står ude foran skolen, er det lidt underligt at tænke på, at jeg hver sekund kan blive sendt tilbage på arbejde. Jeg bliver mere og mere i tvivl om jeg har lyst, eller om jeg er klar. Ingen tvivl om at jeg er glad for mit job, og at jeg glæder mig til at komme igang med at arbejde, men jeg glæder mig ikke til det gigantiske opsamlingsheat, som jeg står over for. Jeg skal samle op på ugevis af mangler, skubbe alle mine klasser igang i gen, og dertil kommer at de fleste af mine elever skal gøres klar til afgangsprøverne. Jeg er ikke sikker på at de kan nå at komme tilstrækkelig op i fart, til at få succes med det. Vi har på alle måder mistet det moment, som er nødvendigt for at nå til finalen i topfart. Med det i tankerne, bliver jeg mere og mere lun på at ophøje årskaraktererne til prøvekarakterer. Det vil også sætte en masse tid fri til reel undervisning, så vi måske sammen kan få indhentet lidt af det forsømte. Hov! Stop! Vent! Sidder jeg ikke lige og forbereder mig?!! Det må jeg holde op med med det samme.

Hele eftermiddagen tilbragte jeg på UCSJ, hvor jeg stadig læser. Denne dag stod programmet på pædagogik. Jeg medbragte et par bakker påskeliljer, for at sprede lidt god stemning på seminariet. Det faldt i god jord, selv om jeg bestemt ikke er den eneste lockoutede på holdet, og derfor heller ikke det første bud med påskeliljer. Det er jo merit-lærer-hold, så de fleste af os arbejder allerede som lærere, og vores kreds er ikke den eneste, som er blevet begavet af den glade gartner.

Jeg læste engang en lille bog om en kedelig kronisk lidelse. Efter at have listet alle de besværlige symptomer på sygdommen, en ikke ringe liste som blandt andet indeholdt ting som hukommelsessvigt, overtræthed og vægtforøgelse, stod der: "Heldigvis mister man ikke sin humoristiske sans." Det var godt at vide, hvis man stod til at lide af denne sygdom. Måske kunne det samme skrives om lockoutede skolelærer. Vi står uden for vores arbejdspladser og må ikke passe vores job. Vi mister vores løn, pensionsopsparing og  ferieopsparing for perioden, men "heldigvis mister vi ikke vores humoristiske sans!". Men pas på, for det bliver nok ikke ved med at være tilfældet, og jeg fornemmer at netop den humoristiske sans er ved at være noget tyndslidt. Jeg hører ellers fredelige og solidariske kolleger sige ting som: "Gad vide om vi overhoved vil ind, når de beder os om det igen." Ja, det er da et godt spørgsmål. Selv bliver jeg lidt i tvivl om ikke jeg får brug for lidt tid til at komme mig oven på denne elendige behandling.

God weekend!

1 kommentar:

  1. Jeg håber I vil ind igen, for både børn og forældre savner jer! Vi klare også denne uge og næste uge med er også planlagt, men det begynder faktisk at gøre ondt. Jeg ved at hos de mindre heldigt stillede uden bedsteforældre og forstående arbejdspladser har denne konflikt gjort ondt længe!

    SvarSlet

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...