onsdag den 10. april 2013

Lockout, dag 9. Flash mob og Lockout-gospel

Lige før Falshmob på Rådhuspladsen. 
Jeg forsøger at komme til hægterne efter en vældig dag på barrikaderne. I dag stod den på københavnertur for næsten hele den sjællandske lærerstand. Der var inviteret til at deltage i Danmarks største flashmob, og alle lokale arrangementer i mit område var aflyst, for at give plads til dette enestående arrangement. På Facebook kunne man læse instruktionen, så alle kunne gøre det rigtige på det rigtige tidspunkt, og dermed skabe den store effekt af overraskelse ud af tilfældighed. Desværre er det lidt svært at skjule tusindvis af lærere, en stor del i kampagne-outfit, midt på dagen på en stærkt reduceret Rådhusplads. Faktisk viste det sig helt umuligt at drive "tilfældigt" over pladsen, og således gik en del af overraskelsesmomentet af eventen. Alligevel var det en imponerende oplevelse.

Da Rådhusuret slog første slag til middag, frøs samtlige lærere på og omkring Rådhuspladsen. Alle havde vi en bog i hånden. Pludselig blev der stille, og det var tydeligt at mærke forskellen fra den foregående hektiske uro. På de 12. timeslag tabte alle bøgerne, og effekten var overraskende. Lyden af tusindvis af børe, som klaskede mod fliserne, og duerne, som skræmte baskede op, var fantastisk. Stadig stille stod hele flokken ind til alle slagene var klinget af, og det store banner rullet ud. Instruktionen var enkelt; saml først din bog op, når du har set din nabo gøre det. På den måde sprede en bølg sig fra centrum af pladsen, og umiddelbart opløstes demonstrationen, og alle fortsatte væk fra pladsen. Selv gik jeg på Strøget. At deltage i denne type demonstration var en meget anderledes oplevelse. Vi gjorde ikke noget særligt hver især, men var aktøre i et større skuespil, koreograferet og beregnet til videre formidling. I øjeblikke var det næsten umuligt at gennemskue om det havde været en succes, men da jeg kom hjem, og fandt det første klip fra begivenheden, så det alligevel imponerende ud. Nu ser jeg frem til at den officielle video kommer, for den skulle gerne vise både bannere og budskaber lidt tydeligere end Politikens gør.

På Facebook var annonceret en gospel-koncert på Gammletorv kort efter flashmobben, så den drog jeg til. Der var en skør stemning på hele Strøget, og alle stedet gik lærere i større eller mindre grupper med bannere, t-shirts, badges osv. Jeg følte mig helt ved siden af uden mit badge og uden min gruppe, som på dette tidspunkt var opløst. Alligevel var det en fin oplevelse at være til koncert. En gruppe lærere havde dannet et kor og omskrevet en håndfuld sange til kampagne-sange. Det var gjort dygtigt, og de sang rigtig flot. Ingen tvivl om at de har gjort meget ud af det, og har trukket på stærke faglige kompetencer inde for musikken. Når jeg skriver lidt tøvende om det, skyldes det, at jeg faktisk holder rigtig meget at gospelsang med det oprindelige indhold, og jeg kunne ikke komme uden om at føle mig lidt skuffet over, at det helt var visket væk. Melodierne er stadig gode, men uden den åndelige dimension er det bare ikke så meningsfyldt for mig.

Jeg nåede også lige at se et optrin om Den Danske Model. "Den Danske Model er under pres!" lød det om og om igen i en megafon, medens en flok modeller fremviste alternative løsninger. Man kårede en stribe Misser, blandt andet Miss Erable, Miss Forståelse, Miss Lockout. Det var sjovt og veltilrettelagt, og en rigtig fin happening. Det virker bare bedre i København, hvor 5-10 minutters opmærksomhed er helt på sin plads på en travl gågade. Det ville nok ikke være lige så sjovt i Ringsted på et forkølet torv.

Alt i alt en sjov og anderledes lochout-dag. I morgen holder jeg demo-fri. Jeg kan ikke have Esther med på Christiansborgs Slotsplads til stordemonstration, så jeg ser den på TV og finder på noget andet fornuftigt at bruge min tid på. Det skulle ikke bliver alt for svært.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...