mandag den 17. juni 2013

Endelig skolelærer!

I dag har jeg været til den sidste eksamen på min meritlæreruddannelse. Jeg har været oppe i almen didaktik, og jeg kom ud med et 10-tal og en rigtig glad fornemmelse. Forleden var jeg oppe i pædagogik, og fik samme resultat. Nu har jeg fundet min uddannelsesplan frem, og så vidt jeg kan se, er der ikke flere huller. Med andre ord er jeg nu færdiguddannet lærer! Stort tillykke til mig fra mig selv. Ja, jeg er faktisk både stolt, glad og meget lettet over at det gik så fint.

Uddannelsesplan
Om få dage vil mit eksamensbevis dumpe ned i postkassen, og så kan ingen igen komme og kalde mig u-uddannet. Det var i virkeligheden den udtalelse, som fik mig skubbet igang med studiet, da jeg for et par år siden mistede mit job. Nu står jeg ikke længere i farezonen, når der eventuelt skal fyres lærere. Jeg har jo et fint job, som jeg er rigtig glad for, men jeg er ikke blind for at uden eksamen, risikerer jeg at miste det igen. Den fare er nu drevet over, og nu har jeg en langt mere tryg jobsituation. Det føles rigtig godt.

Jeg skrev en kort statusopdatering med den glade nyhed på Facebook, og oplever lige nu en sand storm af lykønskninger. Det er jeg virkelig glad og rørt over. Tusind tak! 

I aften skal jeg fejre bedriften sammen med min mor og ungerne. Vi skal ud og spise. Jeg vil gerne holde en fest senere, men lige nu kræver job og unger lidt ekstra opmærksomhed. Jeg er bange for at jeg har forsømt begge dele lidt. Jeg håber på tilgivelse og lover bod og bedring.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...