lørdag den 19. oktober 2013

Efterårsferie med Familien Obasi

Vi holder staycation; ferie hjemme. Det er utrolig trendy og lige noget for os. Godwin vil gerne hjem, når han har ferie fra efterskolen, og Esther hygger sig ved hjemmehygge. Selv er jeg glad for mere tid til at indhente alt det, som trænger til at blive ordnet. Derfor nyder vi alle 3 at være hjemme. Det betyder dog ikke at vi faktisk er her hjemme hele tiden. Vi indledte efterårsferien med en tom kalender, men det varede ikke længe før aftalerne begyndte at indtage dagene, og vi har hygget os med både familie, venner og haver.
Esther i kolonihaven

Først på ugen tog vi fat på kolonihaven, hvor drivhuset og køkkenhaven fik en ordentlig overhaling, og nu er næsten vinterklar. Esther og jeg hygger os med at arbejde i haven sammen, så vi nød det lune vejr i kolonihaven. Senere på ugen tog jeg fat på den lille have her hjemme, og nu er der anlagt et par nye bede og græsset er blevet klippet helt ned. Det var også stærkt tiltrængt, og sikkert på vej til at komme på listen over ting, som boligforeningen klager over. Nu kom jeg dem i forkøbet, og haven ser fin ud, hvis man ser bort fra noget af det legetøj, som vist trænger til at blive smidt ud. Solen er hård ved plastik, og flere at Esthers sager er nu så sprøde, at man ikke rigtig kan lege med dem mere. Pyt, hun er også vokset fra en del af dem alligevel. Endnu et lille projekt, som jeg må se at få styr på.

Christian og Esther i Birkegårdens Haver
Onsdag var vi i Birkegårdens Haver sammen med Kirstine, Nicolaj og Christian. Det var rigtig hyggeligt, og ungerne fik brændt en masse energi af. Vi skar også en græskarlygte, som nu hygger på vores trappesten.

Roxy, Janus og Esther i Janus have
Torsdag besøgte vi Janus i hans nye kolonihave. De har fået et rigtig fint lille hus i en lille og meget hyggelig koloni på Amager, tæt ved fortet og Amager Strandpark. Det var sjovt at se hus og have, og meget hyggeligt at se familien. Tak for en rigtig hyggelig eftermiddag.

Fredag var det tid til fotografering. Jeg havde reflekteret på et tilbud på Facebook, og havde vundet en børnefotografering. Det krævede dog betaling at få billederne med hjem, men det var gratis at få ungerne fotograferet, og der har jeg nok sparet lidt. Vi endte med et fint billede af Esther og Godwin sammen. Jeg forsøger at få billeder af dem sammen nu, hvor de er så forskellig i størrelse. Når de vokser til vil aldersforskellen sikkert udviskes en del, og så er det sjovt at kunne gå tilbage og se på billeder.

Esther på geocaching (vi siger ikke hvor)
I dag, lørdag, har vi taget hul på geocaching. Jeg har længe luret på om det kunne være en sjov aktivitet for Esther og jeg, og her i ferien er der tid til at afprøve det. Jeg har faktisk en meget gammel profil fra et ledertræf med MS for omkring 10 år siden. Det viste sig at profilen stadig findes, selv om jeg aldrig har brugt den siden. Meget imponerende. Jeg har hentet en app til min telefon, som også må gøre det ud for GPS, ind til vi en dag får en rigtig en af slagsen. Bevæbnet med telefon og app drog Esther og jeg så på jagt efter de første caches, som findes lige her i vores område. Det lykkedes os at finde hele 4 caches på vores allerførste tur. Ikke så dårligt, hvis jeg selv skal sige det. Sådan en skattejagt er en rigtig fin anledning til at komme ud og nyde vejret, og den gør det spændende at gå i et ellers kedeligt område. Der ligger en hel del caches i Sorø, så vi kan sikkert nok holde os beskæftiget i et godt stykke tid. Hvis vi bliver rigtig bidt af det, kan vi jo køre lidt efter dem. Nu må vi se...

Senere skal vi på besøg hos Anneli, som stadig ikke er helt frisk efter en operation, så vi tager til hende, når hun ikke kan komme til os. Det skal nok blive hyggeligt, og vi glæder os.

Midt imellem alt dette har jeg også oprettet en helt nu blog til Haveblogkortet. Jeg har længe bygget på Blogkortet, som indeholder danske havebloggers placeringer. Nu har kortet fået sin egen blog, så man ikke behøver at gå omkring Have nr. 18 for at få information om kortet. Jeg har i denne uge sat 5 nye blogs på kortet, som nu indeholder omkring 40 blogs. Du er velkommen til at kigge forbi.

Og sådan går en efterårsferie hurtigt. Jeg har ikke nået alt det jeg ville, men jeg har hygget mig og fået slappet af. Så må resten af projekterne stå i kø lidt endnu. Jeg håber at du har nydt din ferie lige så meget som vi har!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...