tirsdag den 30. december 2014

Sn@p, December Daily og Project Life

For et par måneder siden fik jeg fingrene i et Panduro-katalog. Det er altid lidt farligt for mig, for jeg inspireres let til nye projekter, og dette dette var ingen undtagelse. De viste en enkelt side med Sn@p-albums, og det var nok for mig. Ved først givne lejlighed drog jeg til Næstved, og købte mig et startsæt. Min tanke var at lave et lille album om geocaching; en anden af mine efterhånden talrige hobbies. Resultatet blev dette lille album, som jeg stadig bygger videre på, når der er anledning til det.

Team IHIALAs geo-album
Team IHIALAs geo-album
Som man kan se er konceptet simpelt. Man sætter billeder, kort og diverse småting ind i sider, som mest af alt ligner gammeldags fotolommer. Man kan skrive så meget eller lidt, som man lyster. Jeg holder mig til det enkle af flere forskellige årsager; de første værende mit begrænsede talent og manglende erfaring. Med tiden finder jeg måske en særlig personlig stil, men lige til at begynde med prøver jeg mig bare frem.

Nu har ting i mine hænder det med at udvikle sig, og somme tider endda tage overhånd. Jeg håber at der stadig er tale om det første, for et album var naturligvis ikke nok. Der kom hurtigt flere ideer til. I min stadige søgen efter inspiration på nettet faldt jeg over Project Life. Det handler meget kort fortalt om at dokumentere sin hverdag med billeder og noter, som samles i et album for et år ad gangen. Videoen herunder præsenterer det lidt grundigere (men altså kun på engelsk). Du kan også læse lidt mere om det her på dansk.


Umiddelbart virkede det temmelig uoverskueligt, og jeg kiggede derfor mest på layout-ideer. Dem var der mange af. En video på YouTube satte mig på sporet af en app, som man kan bruge til at lave en fotodagbog. Det var en fin måde at gøre det hele enkelt og praktisk på.


Denne video er en del af en lille serie, som man let kan finde resten af på YouTube.

Jeg anskaffede Collect-appen, og satte mig for at forsøge at fange motiver til alle dage i en måned. Det blev til denne lille samling af motiver fra vores hverdag.


Disse billeder har jeg ikke rigtig brugt til noget, men det gav mig ideen til at gøre noget lignende for december-måned. Jeg har tidligere forsøgt mig med at lave en jule-dagbog med alle vores små og store traditioner i, men under held. Jeg kom aldrig i mål med det, og det var måske fordi det var for besværligt. Med denne metode ville jeg kunne samle billeder og lave et lille album. Først tænkte jeg på at lave et afsnit for i år, et for det næste og måske det næste igen. Ret hurtigt måtte jeg dog sande, at dette års samling alene sagtens kan fylde et album selv. Jeg har derfor igennem hele december taget billeder hver dag. Ikke smukke og kunstneriske billeder, men hverdagsbilleder af svingende kvalitet. Tanken er ikke at lave et fotoalbum i traditionel forstand, men at fange vores julemåned. Jeg har samlet stumper; julekort, gavebånd, billettet og lignende sammen, og er snart klar til at sætte det hele sammen. Foreløbig ser albummet selvfølgelig lidt tomt ud uden billederne, som snart kommer med posten, men ideerne mangler ikke.

December Daily, 1. december
December Daily, 9. december. Julekort fra Ghana
December Daily, 24. december. Juleaften i Klosterkirken
Ret hurtigt opdagede jeg, at jeg selvfølgelig ikke var den eneste, som var kommet på denne idé, men at det faktisk er et koncept, som har sit helt eget navn; December Daily. Godt det samme, for det gav mig et fint søgeord til at finde bunker af inspiration på nettet. 

Med  Sn@p-album og December Daily havde jeg alligevel fået blod på tanden til at prøve kræfter med Project Life, så jeg indkøbte som en julegave fra min gamle mormor, som trofast begaver os med et beløb hvert år til jul, et sæt med et album, lommer og et start-sæt af kort til at sætte ind imellem alle billederne. Min tanke er at holde det simpelt og bevare fokus på at samle billeder fra vores hverdag. Det kommende år bliver et spændende år, hvor der kommer til at ske mange ting i vores lille familie. Det vil jeg forsøge at samle i mit Project Life-album. Det skal nok vise sig at bliver en lige lovlig stor udfordring, og der vil helt sikker bliver huller ind imellem, men jeg vil alligevel forsøge. Godwin er allerede træt af mig, når jeg tager billeder af alt muligt og umuligt, så han kommer nok ikke til at figurere så meget, som jeg kunne ønske mig...

Midt i alle disse planer for billeder, som stadig ikke er fremkaldt end sige taget, faldt jeg over en kasse med gamle billeder af min far. Jeg tror at de er fra min fars eller farmors hjem, og de har bare ligget gemt væk her. De måtte da have et album... Et fint lille juleferie-projekt tog form. Billederne blev sorteret og samlet i et lille album. Foreløbig er der slet ikke lavet dekorationer i albummet, og det bliver nok heller ikke til meget af det, men der skal da skrives lidt her og der, og det tænker jeg stadig over. Lige nu ser det sådan ud, og jeg hygger mig med at kigge på det og se alle de ligheder, som især drengene i familien har med min far.

Det tidligste billede af min far, som var adopteret sidder naturligvis forrest.
Billeder, kort og program fra min fars tid som barne-skuespiller.
Et af mine favorit-billeder
Jeg kommer nok til at skrive lidt om dette i ny og næ på bloggen også. Du er velkommen til at bladre forbi, hvis det bliver lidt for broget for dig. Til gengæld tror jeg ikke at du slipper for at se et album, hvis du kommer forbi mit hjem en dag...

Rigtig godt nytår!

tirsdag den 9. december 2014

En lille hilsen til 8E

Hej 8E

Her en lille hilsen til jer alle sammen. Jeg glæder mig til at følge jeres arbejde med projektopgaven, selv om jeg naturligvis er lidt ked af at vi ikke skal have mere matematik i år. Vi må tage revanche til næste år, hvor vi får rigtig travlt.

Vi ses på Campus
Rikke



PS. Nu har I bare at skrive en hilsen tilbage...

søndag den 16. november 2014

Gerlev Legepark

For et par uger siden ringede min gode veninde Henriette og spurgte om vi ville med i Gerlev Legepark. Det ville vi selvfølgelig gerne af mere end en grund. Først og fremmest er det altid skønt at lave noget sammen med Henriette og hendes familie, for det andet er Legeparken et fantastisk fint sted for både store og små.

Fællesleg på græsset
Dagen bød blandt andet på fælleslag på græsset. En instruktør guidede de fremmødte i en håndfuld gamle lege, og både børn og voksne hyggede sig med det. Jeg holdt mig til at fotofragere. Min ryg er stadig ikke stærk nok til at lege sådan, men sjovt så det bestemt ud.

Esther på stylter
Da Godwin var lille var vi også i legeparken. Jeg kan tydeligt huske at han med sin vanlige sans for ballance lynhurtigt mestrede stylterne. Denne gang var der også rift om stylterne, og selv om de lange ikke var helt lange nok til drengen, stavrede han alligevel hurtigt omkring. Esther kastede sig også ud i styltegang, og kæmpede bravt for at få det til at lykkes. Hun fandt disse helt lave stylter, og det lykkedes hende at blive så god, at hun kunne gå lidt omkring. Jeg tror at hun ønsker sig stylter til jul.

Esther på stylter
Vi kastede os ud i en lille skattejagt på området, og den førte os rundt til forskellige udfordringer. Et sted skulle vi bygge sandslotte, og det tog ikke mange minutter før dette mesterværk tog form. Både børn og voksne deltog, og sikke en masse de fik bygget.

Sandslotte...
...for alle.
Et andet sted på ruten kom vi til denne udfordring.  Det var ikke helt tydeligt hvad det gik ud på, så vi opfandt selv en leg. Det blev lidt af en samarbejdøvelse og viste sig at være ganske udfordrende. Ved at trække og slække på de 4 tov fik vi A-bukken til at gå hen over græsset. Det var ikke helt så let, som det måske ser ud.

Esther på A-bukken 
Hanna får en tur
Sådan en dag i legeparken bør man unde sig selv og sin familie med jævne mellemrum. Det er en super fin anledning til at finde sit indre legebarn frem, og der er god plads til at gå til den med både spil og lege. Jeg har været der flere gange, og uanset hvilken alder ungerne (og de voksne) har, er der noget at hygge sig med. Måske skulle vi gøre det til en tradition.

Tak til Henriette, Henrik, Hannah, Hans Otto, Godwin og Esther for en rigtig fin dag i legeparken. Til næste år vil jeg også lege med.

PS. Vi fandt selvfølgelig også lige en geocache ved Legeparken. Man kan ikke bare lige gå forbi sådan en...

Jeg blogger alt for lidt for tiden...

... og det skyldes lov 409. Ja, jeg kan godt høre at det lyder underligt, men det er faktisk sandt. I gamle dage (før love 409) havde jeg min computer fremme her hjemme hver dag. Jeg brugte den til at forberede mig til min undervisning, og jeg arbejdede på mange forskellige tider af dagen. Nu sker det ikke mere. Jeg laver mit arbejde på min arbejdsplads, pakker min computer ned i tasken, og tager den med hjem, men jeg tager den næsten ikke frem hjemme. Den ligger i tasken fordi jeg måske får brug for at skrive en besked eller udnytte den (lovligt) til private formål. Da jeg ikke skal arbejde hjemme, bliver den for det meste i tasken, og når den ikke står fremme, er det ikke lige så nærliggende at blogge til dagligt. Ja, jeg kunne selvfølgelig bare tage den frem, men det gør jeg bare ikke. Jeg fylder i stedet mit bord med andre ting, og nyder at kunne holde fri, når jeg har fri.

Nu ser jeg at det går ud over mange andre gøremål. Jeg får ikke skrevet så meget, som jeg gerne vil. Jeg får ikke blogget, netbanket og emailet så meget som tidligere, og nu må det være nok. Forleden viste jeg mine blogs frem for en af mine klasser, og da jeg først fik kigget på dem, kunne jeg mærke at jeg savner dem. Nu vil jeg tilbage til tasterne. Nu skal der fotograferes, skrives, dokumenteres og reflekteres. Her i den mørke tid vil jeg forsøge at komme ind i en god vane med at få skrevet igen. Jeg har forsøgt at nøjes med Facebook og Instagram, men jeg kan se at det slet ikke slår til. Der er for lidt indhold, for mange hurtige (læs overfladiske) bemærkninger og for langt imellem det, som jeg gerne vil læse. Derfor må jeg ind i Blogland igen. Jeg vil læse op på alle de blogs, som jeg længe har forsømt, og jeg vil forsøge at skrive på mine, når der ellers er noget af værdi at skrive ned. Og jeg vil begynde lige med det samme. Om et øjeblik vil jeg kaste mig ud i et ægte blogindlæg eller to. Jeg har allerede uploadet billederne fra mit kamera. Det er nemlig ikke oplevelserne, som mangler, men bare det at dele dem.

Læs endelig med, hvis du har lyst. Og en særlig tak til 8. E, som har inspireret mig. Jeg glæder mig til at se om I faktisk læser med, så smid en kommentar, hvis I ser dette.

mandag den 7. juli 2014

Google-konto hacket og genfundet

Flere har undret sig over hvor mine blogs blev af, og der skal nok også være folk, som er kede af at jeg ikke har besvaret deres mails. Her kommer den korte version.

Natten mellem onsdag og torsdag modtog jeg en storm af mails, og derefter blev der fuldstændig stille. Jeg læste dem ikke, for det var midt om natten. Den efterfølgende morgen var min konto væk. Sammen med mange års mails forsvandt også mine og kolonihaveforeningens blogs og alle mine billeder. Det var lidt af et chok, og jeg gik naturligvis straks igang med at genvinde kontrollen over min konto. Det viste sig dog hurtigt at det ikke var så let endda. Den var ikke bare spærret, den var slet og ret fjernet.

Jeg forsøgte naturligvis alle de krumspring, som google venligt stiller til rådighed for at man kan gendanne sine date, men intet virkede. Det var ikke muligt at få kontakt til min profil. Jeg ledte med lys og lygte efter en måde at komme i personlig kontakt med google på, men det er lettere sagt en gjort. Af en eller anden besynderlig årsag har en stor internet-virksomhed som google ikke lagt sine kontakt-informationer ud på nettet. Jeg endte med at skrive et indlæg på et forum, men det kom der ikke så meget ud af.

Jeg oprettede en alternativ mailadresse hos google, for man kan ikke komme i kontakt med dem, hvis man ikke er kunde i butikken. Rigtig smart. Til sidst fik jeg opsnappet en mailadresse, som jeg kunne skrive til (mail-support@google.com). I første omgang gjorde det ikke den store forskel, men det føles alligevel godt at gøre et eller andet, selv om jeg ikke hørte fra dem med det samme.

I mellemtiden anmeldte jeg episoden til politiet, som de anbefaler på deres fine hjemmeside. Det kommer der nok ikke ret meget ud af, for de forventer ikke at forbrydelsen er sket i Danmark, og derfor ligger det lidt uden for deres område. Hmm....

Her til aften tikkede der så en mail ind (på den nye adresse) fra google. De havde fikset problemet, og jeg kunne nulstille mit login og få min konto igen. Utroligt! Sikke en lettelse. Det var dog med nogen skepsis at jeg gennemgik de mange trin på vejen til fuld kontrol, og det viste sig da også, at der var et par forhindringer under vejs. Først kunne jeg konstaterer at kontoen nu var på arabisk; et sprog, som jeg på ingen måde mestre. Det holdt lidt hårdt at omstille det til dansk, når man ikke kan læse hvad der står på siden. Da det endelig lykkedes, kunne jeg konstaterer at kontoen var sat op til at videresende alle mine mails til den yahoo-e-mail-adresse, som alle mine kontakter har fået tilsendt i en tiggermail, og som altså ikke tilhører mig. Det blev ændret hurtigt. Jeg kunne også aflæse at kontoen var brugt fra er fremmed IP-adresse og at der var tilføjet en ny alternativ adresse til nulstilling af password. Meget snedigt.

Jeg tror at jeg har fået ryddet op i det og ændret i mine sikkerhedsindstillinger, så de ikke lige kan stjæles igen. Alligevel må jeg jo se i øjnene, at min konto ikke er spor mere sikret, end den var før den blev hacket. Den er nu beskyttet med et andet password og jeg har gjort alle de digitale armbøjninger, som jeg kan, men sikker føler jeg mig ikke længere.

Stor er min glæde dog over gensynet med mine blogs, som ser ud til at være helt uændrede. Det var virkeligt et hårdt slag at miste dem, og jeg må ærligt indrømme, at det har gjort mig trist i de sidste par dage. Jeg har efterhånden blogget i en del år, og de indeholder billeder og beretninger fra vores families liv og mit fritidsliv med have osv. Det har dog været dejligt at opleve hvordan mange forskellige mennesker har kontaktet mig med efterlysning af bloggene. Det er dejligt at vide at I læser med, og jeg glæder mig til at skrive videre nu. Faktisk har jeg ofte under vejs i dette bøvl tænkt på, at dette ville jeg da lige skrive på bloggen... Der er meget god social kontakt i blogger-universet.

Lad mig til sidst bruge anledningen til at undskylde for den ulejlighed, som mange har haft. Jeg har aldrig været på Cypern, og jeg er ikke i nød. Hvis du har lyst til at sende mig 15.000 kroner, må vi lige tale sammen om det personligt. Jeg håber ikke at du har sendt penge ud i verden, uden at tale med mig om det. I så fald er jeg bange for, at du må skrive dem på tabskontoen. Beklager. Tak til alle jer, som har kontaktet mig på den ene eller anden måde, for at gøre opmærksom på problemet. Tilgiv mig mine noget afmålte (og måske ligefrem grove) svar. Det var en frustrerende oplevelse, som gjorde mig kort for hovedet og ked af det. Det var ikke meningen at det skulle gå ud over dig. Jeg håber ikke at dette sker for dig, og jeg kan kun komme med et enkelt råd: hold styr på dine sikkerhedsindstillinger så godt, som du kan, så slipper du måske...

Tilbage står nu arbejdet med at få indstillet mine adresser og koder hele vejen rundt. Det bliver lidt af et mas, men det går nok.

mandag den 23. juni 2014

Øm og dopet

"Slikskålen"
I sidste weekend begyndte min ryg at gøre knuder. Det blev ikke bedre af at tumle med Esther. Mandag kunne jeg stort set ikke holde ud at sidde på en stol, og det var svært at finde ro i kroppen. Tirsdag måtte jeg melde mig syg. Jeg kunne ikke holde ud at sidde ned. Det er ikke første gang jeg har problemer med ryggen, så jeg kender proceduren; hvile skroget et par dage, og så bliver jeg snart klar igen. Bare ikke denne gang.

Tirsdag aften måtte jeg opgive at klare smerterne med det, som stod på hylden her hjemme. Jeg ringede til vagtlægen, som hurtigt sendte en læge ud til mig. Han gav mig et par pille og besked på hvordan jeg kunne tage dem, som jeg allerede havde hjemme. "Søg egen læge, hvis det bliver værre!". Det gjorde det ikke lige med det samme, så jeg kørte Esther i børnehaven og mig selv hjem i seng igen. Jeg kunne godt mærke at det ikke var godt at sidde i bilen, så jeg hentede hende på gåben. Det gik faktisk fint, omend lidt langsomt.

Om aftenen, da jeg ville rejse mig fra sofaen for at gå i seng, gik det dog galt. Jeg kunne ikke ligge, sidde eller stå, og intet hjalp. Der var ikke så meget at gøre, så jeg ringede 112, og de sendte en ambulance ud til mig. Jeg fik også fat i min svigerinde, som noget søvndrukken kom og tog sig af Esther, som allerede sov. I ambulancen forsøgte de at lægge et drop, men måtte opgive. Mine blodårer er ikke designet til den slags. I stedet fik jeg næsespray og langsomt faldt jeg så meget til ro, at jeg kunne køres til akutmodtagelsen på Slagelse Sygehus. Det var min første tur i ambulance, og ikke noget jeg har lyst til at gentage, selv om de flinke reddere gjorde hvad de kunne for at hjælpe mig.

I Slagelse blev jeg forsynet med mere medicin, og da smerterne langsomt fortog sig, besluttede de for at sende mig hjem med en pose piller og en lang instruktion i at tage dem. Ingen kunne hente mig ved 3-tiden, så jeg fik lov til at vente til morgenstunden. Alligevel lykkedes det mig ikke at finde en, som ville køre, og jeg var nød til at tage en taxa. Allerede i bilen kunne jeg mærke, at smerterne var på vej tilbage, og selv om jeg passede min medicin igennem dagen, blev det værre til natten.

Jeg endte med at ringe til vagtlægen igen. Jeg ville egentlig høre om jeg kunne gøre noget med min medicin selv, men de sendte en læge her ud med det samme. Han var noget mere informativ end de tidligere, og kunne forklare mig hvad problemet var. Facet-syndrom; noget med et forstuvet led i ryggen. Det ville fortage sig af sig selv og uden men, men altså ikke uden smerter. Mere medicin, denne gang en indsprøjtning og en fordobling af mine doser var hans bud på en kur. Jeg er ikke den store fan af overdreven brug af medicin, men denne gang tog jeg imod med kyshånd. Han udstyrede mig med en ny plan og en lang række recepter, og så faldt jeg endelig i søvn.

Dagen efter måtte jeg indkalde Anneli til at hjælpe mig. Jeg var fuldstændig hjælpeløs, og kunne umuligt tage mig af Esther. Line hentede hende og Anneli passede mig hele dagen; indkøb af medicin og mad, opvask, madlavning og god selskab. Slet ikke dårligt, bare en kedelig anledning.

Nu hygger jeg mig på min pillekur. Imorgen vil jeg forsøge at tale med min egen læge. Jeg skulle jo gerne igang igen. Foreløbig er landvindingerne til at få øje på. I dag har jeg været oppe at gå; endda så langt som ud i haven (den her hjemme). Jeg har også lavet min egen morgenmad og sidder netop op og skriver. Det holder ikke så længe ad gangen, men resten må jeg så ligge ned til.

Godwin har været hjemme på weekend, og har virkelig hjulpet til. Det bliver spændende at se hvordan den kommende uge bliver. Jeg skulle gerne bliver lidt mere sikker på benene. Lige nu vil mit venstre ben ikke helt som jeg vil, og det er ikke til at stole på. Jeg er også lidt omtåget, men ikke så meget, som i starten. Jeg holder mig til min lille "slikskål", og sørger for at tage min cocktail på slaget døgnet rundt. Når det virker, skal man ikke pille ved det.

Hvor jeg dog hader at være sat ud af spillet. Det irriterer mig at jeg går glip af ting, og svigter aftaler og løfter, som andre regner med at jeg holder. Jeg håber at jeg når at blive rask inden ferien. I første omgang håber jeg dog bare på at blive smertefri. Det ville også være smart at kunne trappe lidt ned på medicinen, så jeg kan kører bil igen. Ja, det kører ikke lige for mig, men på tirsdag kommer der igen hjælp, og det skal nok blive hyggeligt.

fredag den 18. april 2014

Københavnertur på langfredag

Kirstine og jeg havde aftalt en tur i påskeferien sammen med ungerne. Da vejrudsigten bød på ustadigt vejr, besluttede vi os for noget indendørs, og kørte afsted mod København, for at gå på Zoologisk Museum. 

Det er år og dag siden jeg har været der, og min erindring gjorde bestemt stedet uret. Det er et rigtig flot museum med massere af fine udstillinger og en imponerende samling af skeletter og udstoppede dyr. Ungerne var især meget optagede af skeletterne, og de tumlede rundt, og larmede sikkert mere, end man almindeligvis synes om i de lærdes haller. 

En af de rigtige fine ting var føle-udstillingen, hvor man havde lov til at røre ved udstoppede dyr og skeletter. Vi løste en lille opgave med kranier, og Esther gættede mange af dem rigtigt, selv om koncentrationen ikke var helt i top. 

Som noget særligt var der en udstilling af fotografier af Afrikas vilde dyr. Det var nogen meget flotte billeder, og jeg havde gerne brugt mere tid på at nyde dem, men ungerne var lidt for urolige, så vi gik videre til flere "rigtige" dyr.

Christian og Esther og en hvalros-familie
Størst lykke bragte dog det lille udsnit af et skib, som ungerne straks gjorde sig selv til kaptajner over. De var ikke til at rokke fra den post, og de hyggede sig kongeligt med at sejle alle mulige steder hen.

Kaptajnerne
Jeg ville ellers gerne have haft et billede af dem sammen med disse to, som sad på sidde-trappen i den store hal, men det gad ungerne slet ikke at deltage i. Måske ikke så underligt, når jeg tænker nærmere over det...

Skelettet
Zoologisk Museum er bestemt et fint udflugtsmål for både børn og voksne, og jeg tror ikke at det gør noget, at man har været der før. Vi kommer i hvert fald gerne tilbage en dag om ikke så længe.

Da vi kom ud igen, var solen højt på en blå himmel, så vi besluttede os for at køre ned til havnen, for at se Den lille Havfrue og Amalienborg. Der var et mylder af turister, men en rigtig fin stemning, og da vi først fik gelejdet ungerne væk fra den københavnske trafik, var det faktisk et fint område at gå på opdagelse i. Vi havde oven i købet held med at finde en cach midt i mylderet. Det er jeg faktisk ganske stolt af.

Udkigstårnet ved Den Lille Havfrue
Esther og Christian var selvfølgelig særligt glade for den fine lille legeplads med udsigtstårnet på.

Kunst på Havnen
På vej mod Amalienborg fandt vi denne lille sag. Esther og Christian skulle selvfølgelig sidde på den, og her forsøger Esther at gøre robot-manden kunsten efter. Det er dog som om hendes arme og ben ikke er helt lange nok til at sidde som ham.

Vi fik set både Amaliehaven, Amalienborg, Garderne, Gefionspringvandet (uden spring), Den Anglikanske Kirke, Den Lille Havfrue, Kongeskibet Dannebrog, Operahuset, havnebussen og Mærsks skibe (modellerne) på den lille improviserede tur. Slet ikke dårligt.

Det var to meget trætte børn, som blev spændt fast i bilen, og turen hjem bar da også præg af korte lunter og høje stemmer. Det dårlige vejr, som vi havde frygtet, så vi først noget til, da vi kom tilbage til det vestsjællandske.

Tak til Kirstine og Christian for endnu en rigtig fin udflugt. Vi glæder os til at tage på tur med jer en anden gang.

mandag den 24. marts 2014

Cykel-film


I dag har vi igen været ude at øve med cyklen. Esther er meget stolt over at kunne køre selv, og nu kan hun næsten sætte igang selv. Her er en lille snas med cyklende datter. Bemærk især det lille jubelråb når hun kører forbi fotografen.

Det næste hun skal lære er at holde til højre.

lørdag den 22. marts 2014

Esther kan cykle

Esther og cyklen
Med et tørklæde om livet og en støttende hånd fra mor, har Esther længe kunne køre på sin cykel. Hun har ikke haft støttehjul, men har klaret sig med lidt støtte i stedet. I dag ville hun gerne cykle ud til kolonihaven, og da vejret var fint og humøret højt, gjorde vi det. På vej der ud kunne jeg mærke at hun er tæt på at kunne køre selv, så da vi skulle hjem igen, lagde jeg ruten om ad Veddebanen, hvor man kan cykle uden risiko for at komme ud i biltrafikken.

Der gik ikke lang tid før jeg kunne slippe mit greb i tørklædet, og Esther kunne køre selv. Hun er naturligvis ikke så sikker på pedalerne, og kommer jævnligt til at træde tilbage i stedet for frem. Det giver nogle bratte opbremsninger, men hun kommer hurtigt igang igen. Hun kan stadig ikke selv komme igang, og det kniber også stadig med at stoppe op, men hun kan fint køre.

Jeg kunne af gode grunde ikke fotograferer under træningen, så du må nøjes med et billede af den stolte cykelryttet ved siden af cyklen. Snart kan hun kører helt selv, og så kommer der naturligvis billeder af det.


Godwin 16 år

Torsdag fyldte Godwin 16 år. Der er ikke ret langt fra 16 til 18, og det er lidt underligt at tænke på at han snart er voksen. Følelsen forstærkes naturligvis at af han ikke bor her hjemme for tiden. 

Vi fejrede dagen ved at vi hentede ham på efterskolen og tog ham med ud at spise. Han tog sin ven Sylvester med, og på Café Luccas sad Edith og ventede på os. Det var en overraskelse for Godwin, og han blev rigtig glad. 

Edith og Godwin
Esther og Sylvester
Det var en rigtig hyggelig mini-fest, og selv om det er svært at finde tid til at fejre ham rigtigt, så må jeg nok forsøge at finde på noget i en weekende, hvor han er her hjemme.

Tillykke med de 16 år Godwin! 

lørdag den 15. marts 2014

Esther til sin første opvisning

Esther i opvisningsdragt
I dag har jeg været i Sorø Hallen til gymnastikopvisning. Det var Esthers debut på gulvet, og hun havde set meget frem til denne dag. I de seneste uger har hendes gymnastikhold "nano" trænet intensivt på deres serier til den fælles opvisning, og i dag løb den så af stablen. 4-5 forskellige pigehold fra SOR skulle lave et program sammen, og Esthers hold skulle være med for første gang. Der er 9 piger på nano-holdet, og i dag var der 8 stk. klar til opvisning. De fine dragter blev fundet frem, og pigerne kom i dem. Esther var vældig stolt, lige indtil det øjeblik, hvor de skulle øver programmet sammen. Så frøs hun fuldstændig. Hun ville ikke på gulvet, og da hun langt om længe kom der ind, stod hun bare helt stille, medens alle andre hoppede og dansede omkring hende. Jeg var tæt på at opgive og tage hende ud, men Ragni (træner), som har en engels tålmodighed når det kommer til nano-gymnaster, overtalte hende til at gå med ind alligevel.

Inde i hallen var der fyldt med folk. DGI-stævnet løber over to dage med opvisninger fra morgen til aften. Aldrig så snart var Esther kommet på gulvet, før hun begyndte at bevæge sig. Som ved et trylleslag vågnede hun op fra sin frosne tilstand, og pludselig kunne hun være med i hele opvisningen. Kun en enkelt gang kiggede hun bekymret hen på mig; resten af tiden hold hun sin opmærksomhed rettet mod trænere og assistenter. Resultatet var en rigtig fin opvisning, hvor hun rigtig kunne vise alle sine moves frem. Hvor var nano-pigerne bare søde!

Efter denne opvisning kommer der endnu 3, og hvis de øver grundigt, kan det være, at de også bliver gode til boldserien, som i høj grad volder dem kvaler. Esther tabte kun bolden to gange i dag, og det må siges at være temmelig godt gået. Sommetider er det fuldstændig hat og briller, men det går bestemt i den rigtige retning.

Esther var ikke meget for at afleverer sin fine dragt, da vi skulle hjem. Heldigvis får hun den igen næste gang, og så håber jeg at vi slipper for at hun fryser helt til is igen. Det skulle jo gerne være sjovt, og jeg synes da også at spore en vis stolthed hos datteren, trods alt. Om ikke andet, så er moderen vældig stolt.

I morgen er Godwins hold på programmet, så vi må i hallen igen.

lørdag den 11. januar 2014

Godwin retur fra Østrig

Velkommen hjem Godwin!
Jeg har netop hentet Godwin på efterskolen. Vi ankom lige inden busserne kørte ind foran skolen og læssede 180 trætte ski-turister af. Godwin var glad og tilfreds, og selv om han endnu ikke har fortalt alverden, er det tydeligt, at han har haft en fantastisk tur fyldt med gode oplevelser.

Ja, han var klædt sådan, da han kom hjem. Han har nu opnået den helt rigtige påklædning for en efterskole elev: de ligner hinanden, og ikke længere andre teenagere. Det er helt klassisk at efterskoleelever skaber deres egen dress-code, som på skolen virker helt naturlig, men som uden for skolen kan forekomme ret særpræget. Det har de som regel ingen sans for når de går på skolen, så jeg tager billeder, så vi kan hygge os med synet senere. Det plejer nemlig at gå ret hurtigt over, når de kommer hjem igen. Selv lignede jeg en krydsning imellem en vagabond og en punker, da jeg kom hjem fra efterskole. Det var min mor vist ikke vild med, men hun tog det pænt, og det gik over, selv om det nok varede længere end for de fleste. Jeg har aldrig været så optaget af at se ud som andre.

Nu har sønnen gem sig på sit værelse. Han trænger tydeligvis til at være lidt alene, og det er selvfølgelig helt ok. Han kommer nok ned, når han bliver sulten. Jeg er rigtig glad for at han har fået denne oplevelse, som jeg nok selv ville have taget ham med på.
Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...