mandag den 23. juni 2014

Øm og dopet

"Slikskålen"
I sidste weekend begyndte min ryg at gøre knuder. Det blev ikke bedre af at tumle med Esther. Mandag kunne jeg stort set ikke holde ud at sidde på en stol, og det var svært at finde ro i kroppen. Tirsdag måtte jeg melde mig syg. Jeg kunne ikke holde ud at sidde ned. Det er ikke første gang jeg har problemer med ryggen, så jeg kender proceduren; hvile skroget et par dage, og så bliver jeg snart klar igen. Bare ikke denne gang.

Tirsdag aften måtte jeg opgive at klare smerterne med det, som stod på hylden her hjemme. Jeg ringede til vagtlægen, som hurtigt sendte en læge ud til mig. Han gav mig et par pille og besked på hvordan jeg kunne tage dem, som jeg allerede havde hjemme. "Søg egen læge, hvis det bliver værre!". Det gjorde det ikke lige med det samme, så jeg kørte Esther i børnehaven og mig selv hjem i seng igen. Jeg kunne godt mærke at det ikke var godt at sidde i bilen, så jeg hentede hende på gåben. Det gik faktisk fint, omend lidt langsomt.

Om aftenen, da jeg ville rejse mig fra sofaen for at gå i seng, gik det dog galt. Jeg kunne ikke ligge, sidde eller stå, og intet hjalp. Der var ikke så meget at gøre, så jeg ringede 112, og de sendte en ambulance ud til mig. Jeg fik også fat i min svigerinde, som noget søvndrukken kom og tog sig af Esther, som allerede sov. I ambulancen forsøgte de at lægge et drop, men måtte opgive. Mine blodårer er ikke designet til den slags. I stedet fik jeg næsespray og langsomt faldt jeg så meget til ro, at jeg kunne køres til akutmodtagelsen på Slagelse Sygehus. Det var min første tur i ambulance, og ikke noget jeg har lyst til at gentage, selv om de flinke reddere gjorde hvad de kunne for at hjælpe mig.

I Slagelse blev jeg forsynet med mere medicin, og da smerterne langsomt fortog sig, besluttede de for at sende mig hjem med en pose piller og en lang instruktion i at tage dem. Ingen kunne hente mig ved 3-tiden, så jeg fik lov til at vente til morgenstunden. Alligevel lykkedes det mig ikke at finde en, som ville køre, og jeg var nød til at tage en taxa. Allerede i bilen kunne jeg mærke, at smerterne var på vej tilbage, og selv om jeg passede min medicin igennem dagen, blev det værre til natten.

Jeg endte med at ringe til vagtlægen igen. Jeg ville egentlig høre om jeg kunne gøre noget med min medicin selv, men de sendte en læge her ud med det samme. Han var noget mere informativ end de tidligere, og kunne forklare mig hvad problemet var. Facet-syndrom; noget med et forstuvet led i ryggen. Det ville fortage sig af sig selv og uden men, men altså ikke uden smerter. Mere medicin, denne gang en indsprøjtning og en fordobling af mine doser var hans bud på en kur. Jeg er ikke den store fan af overdreven brug af medicin, men denne gang tog jeg imod med kyshånd. Han udstyrede mig med en ny plan og en lang række recepter, og så faldt jeg endelig i søvn.

Dagen efter måtte jeg indkalde Anneli til at hjælpe mig. Jeg var fuldstændig hjælpeløs, og kunne umuligt tage mig af Esther. Line hentede hende og Anneli passede mig hele dagen; indkøb af medicin og mad, opvask, madlavning og god selskab. Slet ikke dårligt, bare en kedelig anledning.

Nu hygger jeg mig på min pillekur. Imorgen vil jeg forsøge at tale med min egen læge. Jeg skulle jo gerne igang igen. Foreløbig er landvindingerne til at få øje på. I dag har jeg været oppe at gå; endda så langt som ud i haven (den her hjemme). Jeg har også lavet min egen morgenmad og sidder netop op og skriver. Det holder ikke så længe ad gangen, men resten må jeg så ligge ned til.

Godwin har været hjemme på weekend, og har virkelig hjulpet til. Det bliver spændende at se hvordan den kommende uge bliver. Jeg skulle gerne bliver lidt mere sikker på benene. Lige nu vil mit venstre ben ikke helt som jeg vil, og det er ikke til at stole på. Jeg er også lidt omtåget, men ikke så meget, som i starten. Jeg holder mig til min lille "slikskål", og sørger for at tage min cocktail på slaget døgnet rundt. Når det virker, skal man ikke pille ved det.

Hvor jeg dog hader at være sat ud af spillet. Det irriterer mig at jeg går glip af ting, og svigter aftaler og løfter, som andre regner med at jeg holder. Jeg håber at jeg når at blive rask inden ferien. I første omgang håber jeg dog bare på at blive smertefri. Det ville også være smart at kunne trappe lidt ned på medicinen, så jeg kan kører bil igen. Ja, det kører ikke lige for mig, men på tirsdag kommer der igen hjælp, og det skal nok blive hyggeligt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar

Related Posts Plugin for WordPress, Blogger...